Ellen Damgaard var født og opvokset i Hvidovre, og som nyuddannet etnolog fra Københavns Universitet kom hun til Lemvig i 1972. Hun havde fået ansættelse på Lemvig Museum og blev dermed museets første faglige leder. Ellen og Lemvigegnen blev et lykkeligt match. Her var et stort og uudforsket land med alt, hvad hun kunne ønske sig. Som hun selv skrev: ”En gammel købstad med havn og privatbane, fjord og havkyst med fiskeri, søfart og strandinger, et bondeland bestående af fed lermuldet jord mod nord og mager sandjord mod syd. Midt i det hele lå Klosterheden Plantage, anlagt som navnet siger på gammel hedejord.” Det var en hel verden i sig selv, og Ellens lange arbejdsliv på museet centrerede sig om en kontinuerlig udforskning af denne vestjyske verden.
Ellen Damgaard var en fænomenal fortæller. På skrift kunne hun give fortællingerne liv og mening i et sprog, som på en gang er lettilgængeligt og detaljerigt udfordrende. Og de, der har hørt hende holde foredrag eller været med hende på byvandring, ved, at hun som få kunne tryllebinde en forsamling med sit overblik og sin sans for sjove replikskifter og slagfærdige pointer. Fortællekunsten praktiserede hun også dagligt i museets frokostrum, hvor både bøger, hun havde læst og hverdagshændelser, hun havde bevidnet, blev genfortalt med indlevelse og humor. Hun var aldrig kedeligt selskab.
Helt centralt i Ellens fortællinger stod vestjyderne. Det var dem, der havde hendes største interesse: deres handlekraft og initiativrigdom samt deres religiøse og politiske engagement. Hun samlede på gode historier om folk, som på forskellig vis har sat sig spor i Lemvigegnens historie. Og hun elskede mennesker, der ville noget, tog sagen i egen hånd og fik sat ting i værk. Måske var det derfor, hun faldt så godt til mellem vestjyderne.
Udgivelsen af bogværket Lemvig – En vestjysk verden blev Ellen Damgaards sidste store projekt, som sammenfattede hendes livsværk. De tre bøger om Lemvigegnen var et arbejde, som startede den dag, Ellen første gang stod af toget i Lemvig og gik ind ad døren til museet. Ellen Damgaard skrev bøgerne som en gave til Lemvigeegnens indbyggere. Det er en fortælling om menneskers livsvilkår og livssyn gennem otte århundreder, forankret i den by og egn, som Ellen kom til at holde så meget af. Vestjyde blev hun vel aldrig, men hun var Lemvigegnens største kronikør og historiefortæller.
På Lemvig Museum vidner en stor samling af brune arkivkasser og spækkede ringbind stadig om Ellen Damgaards mangeårige arbejde. Her er optegnelser, fotografier, kataloger, interviews, tryksager, breve, referater, artikler og erindringer. I næsten 50 år samlede hun brikker til det store puslespil, som udgør beskrivelsen af Lemvigegnen i fortid og nutid. Havde hun haft 50 år mere, ville det stadig ikke være nok, for til Ellens store glæde er museumsarbejdet uudtømmeligt. Der er altid nye brikker at finde og sætte på plads i det store billede. Det blev Ellen ikke færdig med, men hun har lagt en god grundstruktur, som vi, der kommer efter hende, kan inspireres af og bygge videre på. Og på den måde går der næppe en dag på museet, uden at vi kigger i Ellens materiale, læser i hendes bøger og artikler eller taler om hendes arbejde og hendes grundige, morsomme, skrappe, nøjsomme, engagerede, tantede, energiske og inspirerende måde at være på.
Æret være Ellen Damgaards minde.
Mette Lund Andersen, museumsleder, Lemvig Museum.