Lidenlundrute for børn
Syv steder i Lemvigs centrum står der en figur fra tegneserien Livets gang i Lidenlund: Fru Mortensen, Pastor Svolm, Stationsforstanderen, Kunstmaleren, Betjent Strøhmer, Bibliotekaren og Gantriis selv.
Figurerne udgør en oplevelsesrute for børn og børnefamilier. Børnene skal hjælpe tegneren Henning Gantriis med at holde styr på figurerne. Man kan få figurerne til at fortælle om sig selv ved at scanne en QR-kode med sin telefon. Figurerne stiller også et spørgsmål, som man kan finde svar på i tegneseriestriber, der hænger i nærheden af de enkelte figurer.
Når man har fundet svar på alle syv spørgsmål, har man samlet en hemmelig kode, som passer til et pengeskab. Der er både et pengeskab på Lemvig Museum og på Lemvig Bibliotek. Hvad mon der gemmer sig i pengeskabet? Find figurerne, løs opgaven og saml koden!
Ruten er lavet på både dansk og tysk.
Hvad mon der gemmer sig i pengeskabet? Find figurerne, løs opgaven og saml koden!
Lidenlund i børnehøjde
På Lemvig Museum kan børn lege og gå på opdagelse i Lidenlund. Byen har et posthus, en avis, en købmand, en læge og en politistation med arrest. I tøjbutikken kan man købe et sæt af tidens tøj, en politiuniform eller en præstekjole, så man er passende klædt på til et besøg i de andre huse på Torvet. Her er ting fra 1950’erne og 60’erne, som man må lege med, og som kan give gode snakke mellem generationer.
I museets animationsværksted kan man skabe små film med figurer fra tegneserien Livets gang i Lidenlund.