Vestjylland og verden
Vestjylland – er det ikke langt væk? Fra hvad? Dette underfundige replikskifte mellem en københavner og en vestjyde kunne gælde både i dag og for 200 år siden. Der er langt fra København til Lemvig, og især omvendt. Til gengæld var storbyer som Hamburg, Altona og Amsterdam nære og velkendte lokaliteter i vestjydernes geografi i 1700- og 1800-tallet. Det samme var tilfældet med østkysten af England og Norges sydkyst.
I Vestjylland kiggede man ud i verden. Man havde varer at sælge: først og fremmest animalske produkter som levende kvæg, huder og smør. Og man havde brug for produkter som tømmer, jern, kul og alle mulige fine ting som tobak, krydderier, isenkram og fajance.
I 1700-årene handlede vestjyderne først og fremmest med Norge, Tyskland og Holland. Fra Norge fik man bygningstømmer og jernvarer og solgte til gengæld korn, flæsk og smør. Til Tyskland solgte man heste og stude og købte bl.a. kolonialvarer og isenkram. Til Holland eksporterede man billigt bondesmør, uld og huder; til gengæld kunne man her skaffe luksusvarer som krydderier, fint stof, elfenbenskamme og messingdåser.
I 1800-årene fortsatte handelen med Norge og Tyskland på samme måde, men Hollandshandelen ophørte. Til gengæld begyndte man at handle meget med England efter 1825, hvor havet brød gennem Aggertangen og man kunne sejle den vej ud af Limfjorden. Fra Vestjylland kom levende kreaturer, korn og ben til fremstilling af kunstgødning, og med sig hjem bragte købmændenes skibe jern, kul, salt og isenkram. Man fik dog også mange varer fra Ålborg og København, selv om turen gennem Limfjorden var besværlig.
Det var ikke kun varer, der rejste ud i verden. Vestjyderne rejste med. Mange bondekarle travede bagefter en studeflok den lange vej til markederne i Nordtyskland. Havde man råd, kunne man ride på en hest eller rejse med toget, da det kom til. Nogle kvægbønder sendte deres sønner til Hamburg, så de kunne lære at tale tysk. Det var nyttigt, hvis man ville handle med kvæg. I 1847 blev den 15-årige Niels Buch Breinholt fra gården Sønder Vinkel i Heldum sendt til Hamburg for at gå i skole. Niels Buch Breinholt boede hos kreaturkommissionær Olde lige ved Altona’s kvægmarked. På den måde fik han lært sig både sprog og kreaturhandel.
I Vestjylland kiggede man ud i verden. Man havde varer at sælge: først og fremmest animalske produkter som levende kvæg, huder og smør.
Verden rejste også til Vestjylland – mere eller mindre frivilligt! Hvert år forliste handelsskibe på vestkysten på deres vej mellem fx Norge, Sverige, Rusland og den store verden. Skibenes besætninger var – hvis de altså overlevede – spændende gæster, som bragte både fremmede varer og skikke med til vestjyderne.
I Lemvig Museums samlinger har vi en række genstande, der belyser forbindelserne mellem Lemvigegnen og omverdenen i 1700- og 1800-årene. Her er gods fra strandede skibe, isenkram og manufakturvarer fra England og Tyskland, en nederlandsk klædeplombe, messingtobaksdåser og krydderier fra Holland, jern og bygningstømmer fra Norge, et bord fra Hygum sogn med hollandske fliser i pladen, en norsk jernkakkelovn og et stort klædeskab i udpræget nordtysk stil.
Foderkistens rejser
I Lemvig Museums samling findes en fint udskåret kiste fra 1703, som har en lang og spændende historie. Den er lavet i Ditmarsken, dvs. landskabet nord for Elbens munding. Oprindelig har den stået i storstuen, fyldt med fine klæder. Vi ved ikke med sikkerhed, hvordan den er kommet til Lemvigegnen. Men det er sandsynligt, at en mand ved navn Johann Jacob Wümpelmann har taget den med. Han var født i Ditmarsken og kom hertil o. 1880 for at lære landvæsen. Det var hans svoger, der tog ham med; han hed Jens Rahbeck Lindberg og var hestehandler i Altona, men var født på en gård lige uden for Lemvig.
I 1890’erne kom Lindberg til Lemvig for at købe heste. Hestene skulle sendes med tog til Altona, og for at de ikke skulle sulte på rejsen, fik Lindberg den gamle Ditmarsker-kiste med sig, fyldt med foder. Lindbergs søn, der var dyrlæge på Eiderstedt ved Vadehavet, arvede kisten. Han solgte den til en museumsmand i Tønder, og af ham har Lemvig Museum købt den. Kisten har altså rejst op og ned langs kysten fra Nordtyskland til Vestjylland, ligesom hestehandlerne og studehandlerne og andre handelsrejsende gjorde gennem mange hundrede år.