Kvægbønder og rugbønder
På Lemvigegnen var der førhen to slags bønder – kvægbønderne, der boede langs Limfjorden og Vesterhavet, og rugbønderne, der boede inde i landet. Det hænger sammen med forskelle i landskabet omkring Lemvig, som er formet under sidste istid. Mod nord og vest ligger det frugtbare græsningsland med ager og eng. Jorden her er blandt den bedste i Danmark. Mod syd og øst er jorden mager og sandet; her var der tidligere lyngheder og moser, men også ådale med gode enge.
På de gode jorder langs fjorden og havet var bønderne velstående. De havde specialiseret sig i at opdrætte heste og stude eller producere smør, og på markerne dyrkede de byg og havre, som de brugte til foder. Kvægbønderne drev handel, og mange af dem rejste selv til de store kvægmarkeder i Husum og Itzehoe. De havde råd til at købe fint tøj af silke og damask med hjem. I deres stuer havde de velstående bønder smukt malede skabe, kister, slagborde og chatoller.
Rugbønderne boede på de sandede hedejorder i den sydøstlige del af Lemvigegnen. De var ikke specialister som kvægbønderne. Deres besætning af heste, køer og får var kun til husbehov. På marken dyrkede de rug og, hvis de fik overskud af det, kunne de bytte med kvægbønderne for foderkorn. Rugbøndernes eneste specialproduktion var tørv og lyng, som blev brugt til at fyre med. Selv om brændsel var en mangelvare på egnen, var det ikke noget, man kunne tjene store penge på – og det tog mange timer at køre til købstaden med et tørvelæs. Så når rugbønderne endelig kom til byen, havde de ikke råd til luksusindkøb.
På de allerdårligste jorder boede der husmænd, som kun havde foder nok til én ko og et par får, og som måtte fiske eller lave daglejerarbejde, eller sidde hele vinteren og lave hornskeer, for at familien kunne få mad på bordet. Nogle drev slet ikke jordbrug, men blev håndværkere og kunne lave skabe og chatoller, eller prente smukke mindevers til folk. Ugifte kvinder kunne forsørge sig selv, hvis de var så heldige at have råd til en væv.
Kvægbønderne havde specialiseret sig i at opdrætte heste og stude eller producere smør, og på markerne dyrkede de byg og havre, som de brugte til foder.
I Nees sogn ved Nissum Fjord, sydvest for Lemvig boede husmand Peder Lykke sammen med sin kone Stine. Peder var født i 1850 og døde i 1937. Som nygifte købte Peder og Stine et lille husmandssted i Nees, som de drev. I huset blev der indrettet et skekammer, hvor Peder fremstillede hornskeer, som han solgte og tjente lidt ved. Peder arbejdede også på teglværket, fiskede i fjorden og gik ud som arbejdsmand hos bønderne. Stine vævede for folk og hjalp også til på gårdene. På den måde sammenstykkede de deres sparsomme økonomi. Med årene fik de forbedret og udvidet deres eget landbrug, så de kunne gøre sig fri af arbejdet for andre.
I sidste halvdel af 1800tallet var der mange vestjyske småbrugere som Stine og Peder Lykke. På den tid plantede hedebønder og -husmænd læhegn på de magre jorder, så der kunne gro korn og kartofler i stedet for lyng. Midt- og Vestjyllands heder blev forvandlet til opdyrket jord i en grøn ramme af læhegn og plantager og mange tusind nye hjem blev skabt på de magre jorder.
De istidsskabte jordbundsforhold skabte førhen et stort skel i livsformerne mellem nordvest og sydøst. Der er stadig mange landbrug på Lemvigegnen i dag, både på lerjorden mod nord og i gamle hedesogne som Møborg, Nees og Flynder. Gennem de sidste 200 år er de magre jorder blevet forbedret, så forskellen i høstudbytte er ikke længere så stor. Man avler stadig bedst på den lerede jord, men når sandjorden bliver gødet og vandet, kan den sagtens føde en stor besætning af kvæg eller andre husdyr. Istidens landskabsskel har dermed ikke længere nogen særlig betydning for landbruget på Lemvigegnen.