Strandinger og redningsvæsen

Den jyske vestkyst har altid været søfolkenes skræk, fordi det var vanskeligt at beregne et skibs position på grund af den stærke strøm der kunne opstå i Nordsøen. De lumske og farlige forhold på strækningen fra Thyborøn til Holmsland Klit resulterede i, at 91 % af grundstødningerne på denne del af kysten endte med et totalforlis mod 50 % i resten af landet! På kortet her vises strandinger og forlis fra 1858-1882. De sorte prikker er totalforlis.

Det Nørrejyske Redningsvæsen

Historien om redningsvæsenet har en helt særlig betydning for Lemvigegnen, da det var her, Det Nørrejyske Redningsvæsen startede i 1852. Initiativtageren hed Christopher B. Claudi, og han satte sig for at forandre verden. Hans initiativ kom til at redde mange menneskeliv. Fra barnsben havde han været vidne til dramatiske forlis, hvor lokalbefolkningen stod på stranden og så passivt til, mens søfolk druknede ikke langt derfra, uden at de havde mulighed for at hjælpe. I 1847 omkom 9 ud af 14 sømænd, da det engelske skib Vertumnus forliste. Claudi var med ombord i en fiskerbåd som forgæves forsøgte at redde besætningen i land. Efterfølgende skrev han til amtmanden: … da det var umuligt at komme ud til skroget […], så faldt det i vores sørgelige lod at blive vidne til den smerteligste og mest hjertegribende scene som kan tænkes. Den nemlig at se de ulykkelige efterhånden falde i vandet af udmattelse, uden at vi havde midlerne i vor magt til at frelse dem.

Claudi besluttede, at det ville han gøre noget ved. Han rejste bl.a. til England for at studere, hvordan de havde indrettet redningsvæsenet der. Og bagefter tog han fat på at overbevise politikere og embedsmænd om, at man skulle bygge redningsbåde og anskaffe redningsraketter og redningsstole. I 1847 lykkedes det ham at få etableret de første redningsstationer på den jyske vestkyst, bl.a. Flyvholm Redningsstation.

Redningsvæsenet fik hovedkontor i redningsbestyrer Claudis villa i Lemvig. (Den lå med en stor have ud til Østergade, omtrent der hvor parkeringspladsen mellem Musikskolen og rådhuset er i dag). I 1869 blev Claudi efterfulgt af Anthon Andersen, der bestyrede Det Nørrejyske Redningsvæsen fra sit hus i Vasen i Lemvig indtil 1909, hvor hovedkontoret først flyttede til Skagen og siden til København.

Modige og gæve redningsfolk

På museets afdeling på Flyvholm Redningsstation findes stadig den 850 kilo tunge ro-redningsbåd, der frem til 1968 var en del af redningsvæsenet langs Vestkysten.

Hvis et skib kom i havsnød, blev redningsfolkene alarmeret. Den store redningsbåd blev på hestevogn transporteret langs redningsvejen bag havdiget til en nedkørsel i nærheden af det nødstedte skib. Fra stranden bar redningsfolkene båden på ryggen det sidste stykke ud i havet. Det krævede hårdføre mænd at ro og håndtere den tunge redningsbåd. Hvis søen umuliggjorde søsætning af redningsbåden, benyttede man et raketapparat med hvilket man skabte forbindelse til det nødstedte skibe og med en redningsstol kunne hjælpe besætningen i land.

Det var et både farligt og ærefuldt hverv at være redningsmand, og mange fortjenstmedaljer er blevet givet til tapre redningsfolk. I perioden 1852-1954 stod Flyvholm Redningsstation for 73 aktioner og reddede i alt 755 nødstedte personer. Det højeste antal for nogen redningsstation i perioden.

Historien om redningsvæsenet har en helt særlig betydning for Lemvigegnen, da det var her, Det Nørrejyske Redningsvæsen startede i 1852.

En tragisk stranding

Skibet Timaru strandede 22. februar 1907 ud for Fjaltring. Det er en historie, som på sørgeligste vis vidner om hvor farlig Jernkysten var for datidens sejlskibe. Timaru var på vej fra Vlissingen i Holland til Kristiania i Norge med en last af koks, men blev ramt af en storm ud for Jyllands vestkyst. Timaru stødte på grund på den yderste revle. Rigningen faldt og Timaru brækkede midt over. Den hårde sø gjorde det umuligt at sætte en redningsbåd i vandet. Fem raketter blev sendt af sted, men ingen nåede ud til skibet og efter en halv time var det slået til vrag. På stranden fandt man skibsbogen og en lommebog med mandskabslisten. Skibet var Timaru af Drammen med en besætning på 18 mand. Det sidste livstegn fra besætningen var den flaskepost, som skibets sejlmager smed i havet lige inden skibet gik ned: ”I fald ingen af os bliver reddet så strander Timaru d. 22. Farvel alle mine kære 22/2-1907. Farvel Kære Kone og børn. Karl Tollefsen, Svelvig, Norge.”

Verden møder Vestjylland

Lemvig Museum fortæller historierne om barske, modige og handlekraftige mænd, som satte livet på spil og kæmpede mod naturens kræfter for at redde forulykkede søfolk i land og bjerge de værdier, som skibene førte med sig. Der er rigtig mange spændende, dramatiske, ulykkelige og glædelige fortællinger, som fascinerer og imponerer os i dag. For mange lokale beboere var det tipoldefar eller bedstefar, som var med ombord i redningsbåden. Det er en del af lemvigegnens historie.
Redningsvæsenet blev oprettet på Lemvigegnen, men der kom jo redningsstationer mange andre steder i landet, så redningsvæsenets historie er ikke bare spændende lokalhistorie men en central del af dansk fiskeri- og søfartshistorie. På vestkysten strandede mange skibe fra hele verden på vej til og fra fremmede landes havne. Og søfolk fra alverdens nationer druknede her eller var heldige at blive reddet i land. Her fandt mange internationale kulturmøder sted, når reddede søfolk fra hele verden fra skibsdrenge til kaptajner blev indlogeret hos de lokale beboere, mens de ventede på at rejse videre.

DanishEnglishGerman