Jens Søndergaard
Jens Søndergaard var maler, og blev i løbet af sin levetid en af de store skikkelser i dansk kunst. Starten af 1900-tallet var en brydningstid, hvor der blev gjort op med tidligere tiders opfattelser – også af kunst. Jens Søndergaard var en af de kunstnere, der forsøgte sig med nye malemåder, og efterhånden fik han udviklet sit eget unikke kunstneriske udtryk.
Jens Søndergaard opnåede stor anerkendelse. Han modtog blandt andet flere legater og medaljer, eksempelvis Thorvaldsen-medaljen i 1946. Han var repræsenteret på udstillinger i hele verden – fra Berlin til Reykjavik og fra New York til Aalborg. I mange år sad han også som formand for censurkomiteen på Kunstnernes Efterårsudstilling i Den Frie Udstillingsbygning i København.
Jens Søndergaards kunst er meget udtryksfuld, og der er knald på farverne. Hans motivvalg er bestandigt inspireret af hans omgivelser. Især var han glad for at male den nordvestjyske natur, og han er hovedsageligt kendt for sine landskabs- og havmalerier.
Jens Søndergaard blev født på Mors i 1895. Fem år senere flyttede han med sin familie til Hurup i Thy. Det var her, Jens Søndergaard voksede op – og her han malede sine første motiver. ”I fjortenårsalderen fik jeg en malerkasse og kørte rundt for at finde motiver”, skrev Jens Søndergaard i 1955.
I 1921 giftede Jens Søndergaard sig med Thora, og sammen fik de datteren Anelise Søndergaard, der ligesom sin far blev kunster.
Jens Søndergaard og Bovbjerg
“Lige så snart jeg var kommet til København, fortrød jeg det bitterligt. Her er frygteligt, når man kommer fra Bovbjerg, her er umalerisk og tamt, ja, det er fjollet at gå og vade rundt her til ingen nytte, når man kunne gå derovre ved havet og være glad og tilfreds og – det vigtigste af alt: at blive inspireret”
Jens Søndergaard boede i København, men tog hver sommer til Jylland for at male. I 1928 stiftede Søndergaard for første gang bekendtskab med Bovbjerg, og det blev et af hans foretrukne motiver resten af livet. I 1930 købte han sit eget sommerhus på Bovbjerg, som nu rummer Jens Søndergaards Museum. Han brugte det som atelier og kom her næsten hver sommer.
Søndergaard fandt stor inspiration på Bovbjerg og især Vesterhavet. Han sansede havet med hele sin krop og alle sine sanser. I artikler og breve taler Søndergaard ofte om at opnå dynamik og bevægelse – en ’rytme’ – i sine malerier. En rytme, der blandt andet er inspireret af Vesterhavets rytme: ”Men naturen herude […] det er alligevel det bedste – havet, altså! Jeg kan ikke undvære at høre bølgeslaget mod havstokken. Den rytme er gået mig i blodet.”
Søndergaard holdt meget af det frie udsyn til alle sider, som er karakteristisk for området ved Bovbjerg. Et andet særtræk er Bovbjergs høje skrænter, som giver et fantastisk vue ud over havet. Der er ingen tvivl om, at området ved Bovbjerg havde stor betydning for Jens Søndergaard både privat og kunstnerisk. Søndergaard nød at komme ud under den åbne himmel og gå ture langs vandet, og han kunne lide at kaste sig i bølgerne sammen med datteren Anelise. Han havde brug for at mærke, sanse og føle dét han ville male – nemlig naturen – på egen krop.
Kunsten
”Jeg vil sige, at der er kun en eneste Ting her i Livet, man kan blive inspireret af, og det er Naturen.” Jens Søndergaards befandt sig ofte midt i elementerne, mens han malede. Hans malestil er ekspressionistisk – udtryksfuld og stemningsmættet. Han brugte sin egen personlighed og sin egen opfattelse af naturens fænomener i sit arbejde. Det, som Søndergaard gerne ville bringe videre i sine billeder, var den stærke oplevelse og stemning, der greb ham, når han selv stod ude i vejret ved sit staffeli og malede. Søndergaard skildrede den nordvestjyske natur og dens fænomener så medlevende, at man som beskuer oplever det, som at være der selv. Når man betragter Søndergaards havmalerier, kan man næsten mærke blæsten på kinderne, høre vindens susen og bølgernes brølen.
Søndergaard er også kendt for sine farver. Man kan næsten ikke støde på en tekst om Jens Søndergaard uden at følgende citat bliver gengivet: ’Jeg stræber efter farvekraft ad helvede til’. Det er et godt citat, fordi det både siger noget om Søndergaards virkemidler og om hans personlighed. Han kunne være en farlig karl – højrøstet og fanden-i-voldsk. Samtidig rummede Søndergaard også en mere stilfærdig og følsom side, som i sagens natur ikke er lige så iøjnefaldende, men som også kommer til udtryk i hans malerier.
Centralt i mange af Søndergaards malerier er også mennesket. Mange af hans billeder befolkes af store skikkelser, ofte svajende i vinden på Bovbjergs skrænter med udsigt ud over Vesterhavet. På andre billeder er skikkelserne mindre og befinder sit midt i naturfænomenerne og vidner om menneskets lidenhed i forhold til den store og kraftfulde natur.
