Alexander Nevskijs forlis
Forliset skete om natten den 25. september 1868 midt på den øde Harboøre Tange. Ombord var den nittenårige storfyrst Alexej, søn af den russiske kejser Alexander II, hans lærer admiral Possiet og skibets fører, Oscar von Kræmer, en særdeles erfaren og ambitiøs kaptajn i den russiske flåde.
Katastrofekurs
Alexander Nevskij mistede orienteringen i Nordsøen. Men hvordan kunne det ske for besætningen på en af de prægtigste orlogsfregatter i den russiske flåde? Som anbefalet i lodsbøgerne havde skibet kurs mod Lindesnes Fyr i Sydnorge. Men aftenen før skibets forlis lagde man en ny kurs og sigtede mod Hanstholm Fyr, så man hurtigere kunne nå Skagen. Dermed begik besætningen samme fatale fejl som talrige andre skibsførere på vej gennem Nordsøen. De tog ikke højde for de stærke strømme, som opstår når vindretningen pludselig vender. Fregatten befandt sig derfor langt fra den position, man havde beregnet sig frem til.
Præcis klokken halv tre om natten var skibet stødt på revlen. Stødenes kraft, vindens pres mod skibssiden og nærheden til kysten efterlod ingen tvivl i kaptajnens sind. Det eneste der var at gøre, var uden tøven at træffe de nødvendige foranstaltninger til at redde besætningen. Ved hjælp fra flere lokale fiskerbåde og fregattens egen admiralchalup fik man reddet besætningen sikkert i land. Dog omkom fem russiske sømænd under de første paniske forsøg på at opnå kontakt med land. Tre af dem ligger begravet på Harboøre Kirkegård.
Et møde mellem verdener
Da besætningen var reddet, skulle der findes nattely til mere end 700 mand i de små huse og gårde på Harboøre. Mindst 10 mand på hver gård, standspersoner i sengene, matroser i halmen ude i laden. Storfyrsten, admiralen og kaptajnen blev indkvarteret på præstegården i Harboøre. Der var langt fra det forblæste Harboøreland med præstegårdens beskedne stuer til de gyldne saloner i Vinterpaladset i St. Petersburg. Det var et mærkeligt møde mellem to verdener. For storfyrst Alexej varede det kun fra fredagens forlis til søndag morgen klokken otte, da den russiske generalkonsul ankom for at ledsage ham til Berlin. Tjenerne havde travlt med at pakke hans toiletsager – vaskefad, bægre og kamme, alt af massivt sølv.
For den lokale befolkning var skibet som et eventyrslot – med fine folk ombord og mængder af udsøgt inventar, der skulle bjerges i land.
Eventyrslottet
Efterfølgende skulle vraget tømmes for alt af værdi. For de lokale fiskere var det som at gå ind i et eventyrslot. Tunge mahognimøbler, forgyldte spejle, paneler og døre, tovværk, sejl, alt blev firet ned i fiskernes havskibe og roet i land.
Når et skib strandede, trådte en række myndigheder straks i aktion – strandfoged, politimester, toldvæsen, amtmand og konsul. Alt sammen for at sikre, at skibets ejer ikke led uret. Det var almindeligt at ejeren solgte last, inventar og skibsvrag på auktion. Så havde han penge til at betale udgifter til bjergning og vagthold og hjemtransport af mandskab og ejendele. Sådan foregik det også efter Alexander Nevskijs forlis.
Et levende minde
Gennem auktionerne blev inventaret fra Alexander Nevskij spredt for alle vinde. De flotte og ofte særprægede ting med den spændende historie har været familieklenodier, som er blevet overleveret fra generation til generation sammen med historien om forliset. ”Vi har altid fået at vide, at det er fra Alexander Nevskij”, siger folk og viser stolt arvestykkerne frem – en samovar, et smukt glas eller en fin mahognikommode.
Det er ofte svært at afgøre, om genstanden virkelig strandede sammen med fregatten, eller om den måske stammer fra et helt andet forlis. Hvis man kan se et lille anker med kæde på sin ting, er den sikkert god nok. Det er nemlig den russiske flådes bomærke. Men ofte er der ingen mærker at se men kun en fortælling i familien om, at tingen stammer fra Alexander Nevskij. Rigtig mange ting er i tidens løb blevet tilskrevet Alexander Nevskij, fordi det er et af de største og mest spektakulære forlis på vestkysten.
På Lemvig Museum er vi interesserede i at høre om ting i privateje. Send os en mail med billeder og historien om tingen.
Myten om Alexander Nevskij
Alexander Nevskijs stranding er en ud af mange her på kysten, men har i eftertiden fået en næsten mytisk karakter. Skibets pragt må have fremstået som noget af en kontrast til livet som fisker og bonde på Harboøre. Hver en lille gård på Harboøre havde i dagene efter forliset fremmede søfolk boende. Alexander Nevskijs forlis er også en fortælling om heltemod. Om lokale fiskere der tog ud i egne både og reddede hundredevis af russiske søfolk sikkert i land. For deres bedrifter blev de belønnet af den russiske kejser med medaljer og pengegaver. Den store bjergningsopgave som fulgte med forliset bidrog også positivt til Harboørboernes økonomi. Så der er mange grunde til, at netop denne stranding i eftertiden er den mest kendte.