SAPPHO / SAPFO
En udstilling om oldtidens største kvindelige digter i Thøger Larsens Lemvig
MED VÆRKER AF PETER BRANDES OG MILLE SØNDERGAARD
Kunstnerne Peter Brandes og Mille Søndergaard har gennem en årrække været grebet af Sapfos digte og nysgerrig på kvinden, der siden oldtiden har talt til os. Uafhængigt af hinanden bidrog de hver især med illustrationer til to nye udgivelser af Sapfos digte, der udkom ved udgangen af 2020. Første gang Sapfos digte udkom samlet på dansk var i 1924 af digteren Thøger Larsen. Som autodidakt filolog fandt han i sit arbejdsværelse, der er bevaret på Lemvig Museum, et slægtskab til denne 2600 år gamle kvindestemme fra Lesbos. Dermed skriver de alle sig ind i en lang tradition af kunstnere og digtere, der på tværs af tid, sted, kultur og køn har haft Sapfo som inspirationskilde.
En oversættelse er aldrig bare en oversættelse men en fortolkning.
I udstillingen inviteres publikum til at opleve Sapfos poesi fortolket både på skrift og i billeder. Hun beskriver en verden af venskab, begær og savn blandt kvinder og giver os samtidig et indblik i familieliv og ritualer på Lesbos 600 f.v.t.. Med forskellige udtryk har Peter Brandes og Mille Søndergaard fortolket Sapfos digte, og på udstillingen vises et bredt udvalg af grafik, skulpturer, keramik, stofcollager, fotografi og antikke artefakter relateret dertil.
I forbindelse med udstillingen udgives et 112 siders katalog med billeder fra udstillingen og tekster af Rasmus Sevelsted, Lene Carlskov, Mille Søndergaard, Peter Brandes, Rakel Haslund-Gjerrild, Sophus Helle og Bo Larsen. Heraf vil 60 eksemplarer blive solgt som særudgaver med en original signeret radering af både Peter Brandes og Mille Søndergaard.
Udstillingen er aktuel på Lemvig Museum fra d. 4. juni til 18. september 2022, og er skabt i et samarbejde med Antikmuseet ved Aarhus Universitet, hvor den kan ses fra 23. september 2022.
En stor tak til
Aage og Johanne Louis-Hansens Fond
Færchfonden
A/S Stryhns Familieselskab
Købmand Herman Salling Fond