2025 blev et rigtigt godt år for Lemvig Museum. Med over 15.375 besøgende nåede museet næsten en fordobling i forhold til året før – et historisk højt besøgstal, der vidner om stor lokal og regional interesse for museets udstillinger og aktiviteter.
Fremgangen skyldes blandt andet de to særudstillinger Cheminova og Vestjylland og Et evigt øjeblik – Thøger Larsen 150 år, som har tiltrukket besøgende fra både nær og fjern. Begge udstillinger kan også opleves i 2026. Hertil kommer et markant aktivitetsniveau med foredrag, arrangementer og ferieaktiviteter, der har bragt nye grupper ind på museet.
På Flyvholm Redningsstation har et mere præcist registreringssystem givet et helt klart billede af besøgstallene. Lemvig Kommune har i 2024–25 stået for en omfattende udvendig renovering af bygningen, hvor mure, døre og vinduer er blevet istandsat. Redningsstationen fremstår nu mere velholdt end i mange år.
Jens Søndergaards Museum får nyt velkomstområde
Udviklingen fortsætter også på Jens Søndergaards Museum, hvor håndværkere og frivillige i øjeblikket arbejder på at ombygge museets velkomstområde. Der etableres en lille museumsbutik med lokale produkter og kunstartikler, og der kommer nyt billetsalg, belysning og bedre rammer for modtagelse af gæster. Projektet er støttet af en række fonde og er et vigtigt led i arbejdet med at styrke publikumsoplevelsen.
På grund af ombygningen er museet lukket i vinterferien, men åbner igen den 1. april.
2026: Flere oplevelser for både lokale og gæster
Planlægningen af 2026-programmet er i fuld gang, og der er meget at glæde sig til. De populære fortælletogture fra Lemvig til Thyborøn, fortsætter – nu i de nye batteritog. Aftenvandringerne med kulturhistoriske fortællinger og kulinariske indslag gentages og udvides, ligesom ferieaktiviteterne for børnefamilier får nye formater og flere tilbud.
De lokale foredrag under overskriften Viden og Wienerbrød vender tilbage med nye historier, og museet står desuden bag to spændende debatarrangementer i samarbejde med Lemvig Folkeuniversitet under overskriften Vestjylland i forandring.
– Vi oplever, at mange har fået øjnene op for museet som et levende mødested med både historie, oplevelser og debat. Det forpligter – og inspirerer – os til arbejdet i de kommende år, siger museumsleder Mette Lund Andersen.
Man kan løbende følge med i museets arrangementer og aktiviteter på www.lemvigmuseum.dk/arrangementer.