På solsystemets store karrusel

18. december 2024

Ny bog fra Lemvig Museum

Som optakt til fejringen af Thøger Larsens 150-års jubilæum udgiver Lemvig Museum en smuk bog med digte af Thøger Larsen og fotografier af Kirsten Klein. Bogen følger årets gang måned for måned og er tænkt som en evighedskalender, som kan læses igen og igen hen over året og årene. Samtidig kan man lave små noter om familiens og venners mærkedage, så bogen både bliver et åndeligt pusterum og en månedlig reminder.

Årets gang i naturen er bogens omdrejningspunkt, og med Thøger Larsen er vi er alle ombord på solsystemets store karrusel og snurrer mellem stjernerne i det endeløse univers. Alting drejer rundt og rundt, jorden om sig selv, månen om jorden, jorden om solen, årstiderne går og kommer, og naturen forandrer sig undervejs. Og når karrusellen har taget en runde, så hælder Europa mod sol igen.

Fotograf Kirsten Klein har bidraget til bogen med sine sansemættede fotografier, der skildrer landskabet og årstiderne på en måde, som taler smukt sammen med Thøger Larsens digte. Kirsten Klein har som Thøger sit udgangspunkt i Limfjordsegnen og kan med sine fotografier skildre naturen, så vi på en gang genkalder os den og ser den for første gang. De er med Thøger Larsens ord ”et evigt øjeblik, der ej forgår, men dog forgik”. Nu, hvor Thøger Larsens egen karruseltur for længst er endt, står hans digtning tilbage.

2025 kommer på mange måder til at stå i Thøger Larsens tegn – både på Lemvig Museum, i Lemvig og ud over det Danmark, hvis natur han skildrede i sine sange og digte. Med bogen her tager vi på flotteste vis hul på dette års store karruseltur.

Find bogen i vores webshop.