Lemvig Museum udgiver i 2025 bogen Sagn og sære spiser – en anderledes guide til Lemvigegnen – en let og oplevelsesrig guide til ti udvalgte steder på egnen. Hvert sted præsenteres med et lokalt sagn, en kulturhistorisk beskrivelse og en naturgastronomisk opskrift, der kan laves med råvarer fra området.
Bogen fører læseren ud i landskabet omkring Lemvig: fra Bovbjerg, Gjellerodde og Lemvig Sø til Harboøre Tange, Gudum, Klosterheden og flere andre markante natur- og kulturhistoriske lokaliteter. Her folder de lokale sagn sig ud – historier om spøgelsesryttere, skatte på søbunden, den hvide jomfru, mystiske strandinger og skjulte troldespor i terrænet. Alle sagnene er hentet fra historiske kilder og er indsamlet på egnen af bl.a. folkemindesamleren Evald Tang Kristensen i slutningen af 1800-tallet.
Ud over sagn og stedbeskrivelse indeholder bogen opskrifter udviklet af Bendt Dissing – egnens kulinariske eventmager. Her kan man prøve kræfter med retter som is med henkogte fyrrekogler, østers med syltede hybenroseblade, pesto af blæretang og muffins med rødkløver. Alle råvarerne kan findes ude i naturen eller ved kysten, og bogen er tænkt som en inspiration til at kombinere naturoplevelsen med smag.
Sagn og sære spiser er rigt illustreret med billeder fra stederne, opskrifterne og landskabet og henvender sig til både lokale, turister, børnefamilier og andre, der vil opleve Lemvigegnen på en ny måde.
Bogen er en opfordring til at gå på opdagelse i Lemvigegnens karakterfulde landskab – med blikket vækket af de gamle sagn og med lommerne klar til at sanke urter, tang, bær og andre lokale råvarer til opskrifterne på de sære spiser. Opskrifterne giver mulighed for at tage stederne og fortællingerne med hjem og lade dem leve videre i køkkenet – i smag, på glas og i små retter, der forlænger oplevelsen.
Fakta om bogen
Titel: Sagn og sære spiser – en anderledes guide til Lemvigegnen
Udgiver: Lemvig Museum
ISBN: 978-87-89675-33-6
Fotografier og opskrifter: Bendt Dissing
Tekster: Lemvig Museum
Pris: 100,-
Kan købes i vores webshop.