Drømmer du om at skabe din egen virksomhed? Ligger der en opfindelse i din garage? Eller har du bare en god ide, og vil gerne have kompetent feedback på, om det kunne blive til noget? Så har du nu chancen for at få det frem i lyset. Lemvig Museum arrangerer en lokal version af ”Løvens Hule” på Kulturnatten den 17. oktober.
Her vil deltagere med en god iværksætteride vise udstillingsplancher og give et pitch for publikum og et panel bestående af iværksættere og erhvervsfolk.
I modsætning til DR’s Løvens Hule, så er det ikke meningen at Løverne byder på deltagernes projekter. ”Løverne” i Lemvig vil komme med gode råd og en bedømmelse af ideens potentiale.
Efterfølgende vil panelet udvælge den bedste og mest levedygtige ide, som bliver præmieret med flotte præmier, som er sponsoreret af det lokale erhvervsliv. Der vil både være et stort pengebeløb og en startuppakke med vejledning mm.
Ind til nu er det hele der stadig får bidrag består p.t. af
14.000 kr, sponsoreret af Scandic Salmon, Kenneth Iversen og Egholm A/S.
5 timers rådgivning hos revisionsfirmaet Beierholm
Et coachforløb med Bolette van Ingen Bro fra Navigator
Opsætning af en hjemmeside (udført og sponsoreret af Valdemar Cross Rønn fra Cross Company)
Hjælp af Rebekka Broholm til branding på sociale medier, så man kan nå ud og personliggøre sig på de forskellige platforme.
Udstillingsplancherne vil blive udstillet i museets foredragssal hen over efterårsferien, og museets gæster kan stemme på den ide, de synes er bedst – Ideen med flest stemmer får et pengebeløb.
Måske er det dig!
Alle kan sende ind – både børn unge og voksne. Lemvig Museum opfordrer alle, der har en god iværksætteride til hurtigst muligt at sende en kort beskrivelse af den til projektets tovholder Lars Mathiesen lm@lemvigmuseum.dk
De 8 bedste ideer vil blive udvalgt til at lave 2 udstillingsplancher og pitch på kulturnatten. De bliver tilbudt hjælp af ”Startvækst Lemvig” til at forberede det. ”Startvækst Lemvig” er Lemvig Kommunes vejledningstilbud til iværksættere og virksomheder, som tilbydes i samarbejde med Erhvervshus Midtjylland og har til huse i Synergien (det gamle Vestjysk Bank). De giver bl.a. gratis sparring til iværksættere, så det er kompetent vejledning de 8 deltagere får.
Udstillingsplancherne trykkes på og sponsoreres af Grafisk Tryk, Lemvig.
Løverne består at lokale iværksættere og erhvervsfolk
Deltagerne får også utrolig kompetent vejledning og bedømmelse på selve Kulturnatten.
Løverne er:
- Rebekka Brokman. Hun åbnede d. 1. juli i år Restaurant Brokmans, som hun har sammen med sin mor, Liselotte Josefsen. På kort tid er de gået fra 2 til 11 ansatte. Der ud over driver hun eget madfirma, og laver bl.a. kurser i surdejsbagning.
- Kenneth Iversen, tidligere administrerende direktør for Kyocera Unimerco og nu bestyrelsesformand for og investor i Remoni A/S, som arbejder med energioptimering gennem patenterede sensorer og AI(kunstig intelligens). Herudover er Kenneth Iversen medlem af advisery board i AUH Herning (Aarhus Universitet) og flere fondsbestyrelser.
- Direktør Bolette van Ingen Bro der i 2008 startede sin første virksomhed Navigators på havnen i Thyborøn. I 2014 blev det til endnu en virksomhed Danish Clusters/Cluster Excellence Denmark. Omdrejningspunktet i de to virksomheder er innovationsklynger og netværk, samarbejds- og forretningsmodeller, iværksætteri, strategi, udviklings- og innovationsprocesser samt konflikthåndtering.
- Administrerende direktør Jens Christian Egholm Jensen, der sammen med sin bror Kaj Egholm har udviklet virksomheden Egholm A/S fra et værksted i garagen til en virksomhed med omkring 110 ansatte.
- Valdemar Rønn Cross, iværksætter og opfinder, der under coronakrisen opfandt en næseklemme til at holde mundbind på plads. Efter studentereksamen i år har han etableret firma, der bl.a. hjælper ældre med IT-udfordringer. Firmaet har basis i Lemvig Iværksætterhus.
Aftenens ordstyrer er Lars Klemensen, chef for Lemvig Kommunes udviklingsafdeling.
Kommunal opbakning
Lemvig Kommune har stor fokus på iværksætteri og er blandt initiativtagerne til Lemvig Iværksætterhus. Udviklingschef Lars Klemensen bakker op om Lemvig Museums tiltag og fortæller ”Iværksættere er med til at forme fremtidens erhvervsliv i Lemvig Kommune. Det har altid været en del af det vestjyske dna at finde løsninger. Men Vestjyder gør det på den stille måde. Forhåbentlig kan Løvens Hule på Lemvig Museum hjælpe nogle nye virksomheder ud over rampen”
Virksomhedsejer begejstret over initiativet.
Da Lemvig Museum kontaktede Jens Christian Egholm, var han straks med på ideen og ville gerne bakke op. ”Her i Vestjylland lever vi i høj grad af iværksætteri. Det kommer vi også til i fremtiden, og hvem ved – måske bliver Løvens Hule på Lemvig Museum et springbræt for egnens næste erhvervseventyr”. Ud over at deltage i panelet og fortælle sin egen erhvervshistorie, støtter Jens Christian Egholm også projektet med 5.000 kr. til vinderpræmierne. Kenneth Iversen var også straks tændt på ideen og bidrager med også 5.000 kr. mens Beierholm tilbyder rådgivning og Bolette van Ingen Bro byder ind med et coachforløb til vinderen.
Lemvig Museum er meget taknemmelige for denne støtte og håber, at andre erhvervsfolk også kunne have lyst til at bidrage – enten ved at give et beløb eller tilbyde bistand til vinderne på anden vis.
Faktaboks:
I efterårsferien vil Lemvig Museum sætte fokus på iværksætteri med en række arrangementer og aktiviteter. Afsættet til dette er museets udstilling Far West – en ægte vestjyde?, som handler om karaktertræk og egenskaber, som gennem tiden er blevet betragtet som særligt vestjyske. Et af de særpræg, er vestjyders særlige evner for iværksætteri.
Citater om det vestjyske iværksætteri-talent hentet fra Lemvig Museums udstilling Far West – en ægte vestjyde?Folkeslaget i denne Egn synes at have noget Fortrin for andre, og roses som føre, sterke og anseelige Folk, i Levemaade tarvelige, i Ægteskab frugtbare, i Omgang redelige, i Fare uforfærdede, til Arbeid ufortrødne, i Handtering stræbsomme og påpassende.
Danske Atlas fra 1769
Af Naturen have Amtets Beboere særdeles Anlæg og Tilbøjelighed til at søge og benytte hver gunstig Lejlighed til lovligt Erhverv
J. C. Hald: Ringkøbing Amt 1833
Det er vestjydernes land: Dette tålmodige, pålidelige, arbejdsomme, raske, beskedne, ordentlige, initiativrige, nysgerrige, sindige, sparsommelige og gæstfrie folkefærd, som bebor den her eksotiske udørk.
Journalist Adolf Falkmann, 1879
VESTJYSKE VÆRDIER I CENTRUM. Handlekraft, engagement, vedholdenhed, kvalitet og positivitet er de ord vi anvender, er de ord, vi anvender, når vi skal beskrive værdierne, som vort arbejde bygger på. Som vestjyder kender vi værdien af det seje træk, ordentligt arbejde og gode resultater.
Annonce for Ringkøbing Bank, 2004
En opvækst i blæst fra vest, skaber grobund for initiativ, flid, vedholdenhed og for at være entreprenant.
kvinde, Facebook, 2023
Billedtekst: Brødrene Egholm startede hjemme i garagen i 1989. I dag driver de en virksomhed med omkring 110 ansatte. Måske kan de der deltager i Løvens Hule på Lemvig Museum fostre et nyt lokalt erhvervseventyr.