Hvem vil bo i Lemvig? Temadag om bosætning har fået ny aktualitet

8. september 2026

Hvad får mennesker til at blive boende i Vestjylland? Hvad får andre til at flytte – og hvad skal der til for at tiltrække nye borgere?

De spørgsmål er udgangspunktet, når Lemvig Museum og Folkeuniversitetet lørdag den 26. september inviterer til eftermiddagsarrangementet ”Bosætning – udfordringer og muligheder” i Frivilligcenter Lemvig.

Da arrangementet blev planlagt, var baggrunden blandt andet den langsigtede befolkningsudvikling. Lemvig Kommune er blandt de danske yderkommuner, der oplever faldende befolkningstal, og spørgsmålet om, hvordan man fastholder og tiltrækker mennesker, har længe stået højt på dagsordenen.

Men begivenhederne i de seneste uger har givet temaet en helt ny aktualitet.

Den 26. august lød det fra Lemvigs borgmester Jens Lønberg, at kommunen gerne ville tage imod flere fordrevne ukrainere. ”Kom bare med nogle flere. Vi har huse og plads til dem,” sagde borgmesteren, der samtidig pegede på, at ukrainerne var kommet godt ind på det lokale arbejdsmarked. Få dage senere, den 1. september, kom så meldingen om, at FMC – det tidligere Cheminova – lukker produktionen og sitet på Rønland. Kommunens største private arbejdsplads forsvinder dermed, og konsekvenserne kan række langt ud over de medarbejdere, der direkte berøres.

På få dage blev nogle af bosætningsdiskussionens centrale spørgsmål dermed meget konkrete: Hvilken betydning har arbejdspladser for, hvor mennesker vælger at bo? Hvad sker der med et lokalsamfund, når en stor arbejdsplads forsvinder? Og hvad kan få nye tilflyttere til fortsat at vælge et område som Lemvig til?

Det er den slags spørgsmål, der skal undersøges ved arrangementet den 26. september.

Dagen indledes af Lemvig Kommunes borgmester Jens Lønberg Pedersen. Herefter giver Annette Aagaard Thuesen, Syddansk Universitet, mennesker vælger at bosætte sig i yderområder – eller vælger dem fra. Hun ser blandt andet på betydningen af hverdagsliv, livsfaser, sociale relationer og lokale fællesskaber.

Museumsleder Mette Lund Andersen tager derefter deltagerne med gennem 200 års bosætningshistorie på Lemvigegnen. Under overskriften ”Hvem vil bo, hvor kragerne vender?” ser hun på de skiftende vilkår, der gennem tiden har fået mennesker til at blive, rejse væk eller flytte til egnen – og på, hvordan fortidens udvikling kan være med til at perspektivere nutidens udfordringer.

Endelig sætter Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd, fokus på bosætning, natur og hverdagsliv i landdistrikterne og på de muligheder og udfordringer, der tegner sig for områder uden for de største byer.

Efter oplæggene samles trådene i en paneldebat med deltagere fra forskning, politik, erhvervsliv og lokale miljøer. Her bliver der mulighed for at diskutere både de langsigtede udviklingstendenser og den situation, Lemvigegnen står i netop nu. Paneldeltagerne er oplægsholderne samt Niels Erik Madsen, CEO på Skovgaard Energy, Ellen Martine Heuser, tilflytter og projektleder på Natur- og videncenter Gjellerodde og Isa Schipperheijn, tilflytter fra Holland, tidligere projektleder på Klimatorium, nu selvstændig.

Formålet med dagen er at bringe forskning, historie og lokale erfaringer sammen og skabe en bredere samtale om hvordan befolkningstilbagegangen vendes – hvad der får mennesker til at slå sig ned, blive boende eller rejse videre.

Bosætning – udfordringer og muligheder finder sted lørdag den 26. september kl. 14-17 i Frivilligcenter Lemvig, Vasen 14. Prisen er 50 kr. inklusive kaffe og kage. Billetter kan købes her.

Se det fulde program for eftermiddagen her.