Udstilling om Cheminova og Vestjylland

1. maj 2024

Den kemiske industri kræver uhæmmet spildevandsafløb – det er Vesterhavet.” Sådan skrev Cheminovas grundlægger Gunnar Andreasen i sine erindringer i 1983, om fabrikkens årsag til at flytte fra Måløv til Harboøre Tange i 1950’erne. Det er som om vi ikke er blevet klogere. Danmarks Radio har lige afsløret, at der stadig udledes kviksølv i Vesterhavet!

Lemvig Museum har i 2024 sammen med Lemvig Kommunes huskunstnere arbejdet med en udstilling om Cheminova og Vestjylland. ”Hensigten med udstillingen har været at kaste lys over emnets dybe ambivalens”, siger museumsinspektør Inger Bjørn Knudsen.

Fabrikken, som er baseret på eksport til resten af verden, har medført et økonomisk løft og skabt masser af arbejdspladser til lokalbefolkningen. ”Alle her kender en eller flere, som arbejder eller har arbejdet der – eller gør det selv” siger museumsinspektøren.

På udstillingen taler mange forskellige stemmer. Fortidige og nutidige. Og unge og gamle. De fortæller om en fantastisk og uundværlig arbejdsplads, om en sorg over mistet natur, om frygt og bekymring og om uretfærdighed og ulighed mellem land og by. ”Der er så mange facetter i historien om vestjydernes forhold til Cheminova” siger museumsinspektøren ”Og så er den sørgelig aktuel. Vi er nødt til – også lokalt – at kunne tale om, hvor kompleks den her historie er” mener museumsinspektøren.

Huskunsterne Johanne Mygind, Laura Winge og Liv Nimand Duvå har med projektet ønsket at skabe dialog om Cheminova og Høfde 42 på tværs af generationer og har samarbejdet med lokale skoler. En del af børnene har interviewet deres egne forældre og bedsteforældre om deres forhold til Cheminova. ”Cheminova har været omgærdet af tavshed. Vi har forsøgt at skabe et rum, hvor børnene har kunne stille spørgsmål til den miljøkatastrofe, som også vil præge deres fremtid,” fortæller Johanne Mygind. Børnenes tekster er blevet samlet i bogen ”Stemmer fra Høfde 42”
Den dialog mellem generationer, som huskunsterne har iværksat i form af interviews, har været overraskende givende” fortæller museumsinspektør Inger Bjørn Knudsen, som har brugt børnenes interview direkte i udstillingen. ”Mit håb er, at børn, forældre og bedsteforældre vil tage hinanden i hånden og besøge udstillingen og sammen tale og reflektere over Danmarks største generationsforurening,” siger hun.

Udstillingen: Insektvej – en udstilling om Cheminova og Vestjylland åbner den 15. maj på Lemvig Museum.