Klumme af museumsleder Mette Lund Andersen, bragt i Lokalavisen Lemvig uge 30 2022.
I sommerferien var jeg på Bornholm, hvor den største attraktion udover røget sild og Svaneke Bolsjer selvfølgelig er Hammershus slotsruin. Manende majestætisk og uindtagelig ligger den der på toppen af sin klippeknude og skuer ud over Østersøen, mens turister valfarter dertil og betages af udsigten og de sporadiske rester af murstensbygninger. Ruiner ja, for siden Hammershus blev opgivet som forsvarsværk i 1684, har ikke kun vind og vejr men i særdeleshed også mennesker arbejdet på at nedbryde det gamle bygningsværk. Mursten og andre bygningselementer blev nedbrudt og genbrugt i andre byggerier på klippeøen, inden borgen blev fredet i 1822. Direkte materialegenanvendelse. Det er jo sådan set ret forbilledligt, hvis ikke det var fordi, det var Nordeuropas største middelalderborg, byggematerialerne kom fra.
Jeg tænker på det nu, hvor jeg hjemvendt fra ferie sidder med en byggesag, som museet har fået tilsendt fra Lemvig Kommune. Selvfølgelig ikke nær så spektakulær eller gammel, men ikke desto mindre en bevaringsværdig bygning, som ejeren vil rive ned. Det er et husmandssted i den sydlige del af kommunen. Opført i 1930 i røde mursten og med rødt halvvalmet tegltag og pudset gesims. Typisk vestjysk byggestil på landet i den periode. For 25 år siden fik ejendommen tildelt bevaringsværdien 4 ud af 9, altså over middel. ”Et fint husmandssted” står der i bedømmelsen. I dag er bygningen en ruin. Taget er hullet. Vinduerne knuste og erstattet med plader. Brombær og hyld vokser helt ind i stuen. Der er ikke mere at stille op. Denne ruin vil ingen besøge. Huset skal væltes. Byggematerialerne skal fjernes og i bedste fald genbruges. Installationerne skal sløjfes. Der skal bygges nyt.
Der er ikke noget at bevare. Men det er er ærgerligt, at forfaldet har fået lov at komme så langt. Og det er trist, at endnu en bevaringsværdig bygning i Lemvig Kommune nu forsvinder, og dermed gør området fattigere i bygningskulturel forstand. For det betyder noget for en egn, at der er en kapital af gamle bygninger. At man i vores huse og gårde kan se, at området har en historie, en byggeskik med kvalitet og særpræg. Det har især en værdi for os, som bor her, men også for gæster, der kommer udefra. Turister valfarter til Hammershus for at se på ruinen. Men de flokkes også i Rønne og Svaneke, hvor man har evnet at bevare de gamle huse. Her på Lemvigegnen har man gennem århundrederne haft for vane at rive gamle bygninger ned for at bygge nyt. Derfor er der stort set ingen 1700-tals huse i Lemvig og næsten ingen fredede bygninger i kommunen udover kirkerne. Men historiske bygninger giver stemning og atmosfære. Og velholdte gamle bygninger signalerer overskud i både økonomisk og intellektuel forstand. Og så er det også bæredygtigt at bevare og genbruge. Derfor bliver jeg så glad, når bevaringsværdige huse på Lemvigegnen bliver elsket, restaureret og passet på (for det sker da, omend det er sjældent!) Alle kan rive ned og bygge nyt. Det er måske billigt på den korte bane. Men hvis vi formår at bevare vores gamle bygninger, vil det være en langsigtet investering både i turisme og lokal identitet.