Møllesøen tur/retur

9. december 2021

Læs museumsleder Mette Lund Andersens klumme bragt i Lokalavisen i uge 43

Var du også ved Møllesøen i efterårsferien? Vidste du, at Møllesøen er det sted, de fleste udpeger som deres yndlingssted i Klosterheden (i museets igangværende forskningsprojekt). Det er ikke så mærkeligt, for Møllesøen er et virkelig dejligt sted, nemt at komme til, fine faciliteter og et godt udgangspunkt for skønne vandreruter. Men er du egentlig klar over, at dette afholdte stykke natur har en omskiftelig historie, der rækker mindst 500 år tilbage i tiden?

Stedet hedder Møllesøen, fordi her engang har ligget en vandmølle ved navn Fabjerg Vestre Mølle. Møllehuset lå for enden af mølledammen omtrent der, hvor tissehuset ligger i dag. Mølledammen var en opstemmet dam, som fik sit vand fra Flynder Å, Prebensgård Bæk og flere mindre vandløb.
I 1400-tallet blev Fabjerg Vestre Mølle givet som gave til munkene ved Sct. Johannes kloster i Viborg. Det var adelsmanden Peder Krabbe, som på den måde prøvede at sikre sig en god plads i himmerige. Efter reformationen kom møllen på lokale hænder igen.

Møllen havde en noget afsides beliggenhed der midt ude på heden. Alligevel havde den en bred kreds af kunder som kom kørende helt fra Lemvig, Tørring og Hygum for at få malet deres korn til mel. Det var lidt af en rejse på den tid med hest og tungt belæsset vogn. Men i 1887 var det slut med at få malet korn i Vester Mølle. Møllen brændte, og stedet blev solgt til den nyetablerede statsskov, som rev bygningerne ned og tørlagde mølledammen. Og så gik der cirka 90 år…

I 1976 fik Klosterheden en ny skovrider, J. E. Handberg, som havde en drøm: Han ville retablere Møllesøen og gøre stedet til en attraktion for lokalbefolkningen. Handberg gik i gang med at opstemme mølledammen igen, men så brød uvejret løs! Hen over de næste 8 år blev Møllesøen centrum i en heftig interessekonflikt om, hvorvidt den skulle være der eller ej. En lodsejer længere oppe ad strømmen forlangte erstatning, fordi hans marker blev oversvømmet. Han fik medhold i sine klager, og skovdistriktet blev pålagt at tømme søen igen. Midt under tømningsarbejdet gik Naturfredningsforeningen ind i sagen og forlangte søen fredet. Det blev diskuteret, hvorvidt søen kunne nedlægges igen, hvis den én gang var blevet retableret. Hedeselskabet udarbejdede et projekt, hvor vandet fra Prebensgaards Bæk skulle ledes under Møllesøen i store rørledninger for at undgå oversvømmelser – en løsning, der dog viste sig at være alt for dyr. Efter mange juridiske tovtrækkerier blev Møllesøen naturfredet, på trods af at den på fredningstidspunktet nærmest var en afvandet sump. Desuden var søen jo ret beset ikke natur, men et mindst 500 år gammelt kulturmiljø formet af møllere og skovfolk. Alligevel var de fleste vist meget tilfredse med det udfald, sagen fik. Søen blev fyldt op med vand igen, og skovdistriktet kunne nu begynde at dele ud af de 20.000 vandretursfoldere, de havde fået trykt ved projektets begyndelse.

Det kan forekomme bizart, at der kunne være så meget modstand mod noget, som viste sig at blive så stor en succes. I dag er det de færreste af os, som ville undvære Møllesøen og området omkring den. For det er nu så dejligt at komme ud i kulturen!

DanishEnglishGerman