Af museumsleder Mette Lund Andersen, bragt som Klumme i Lokalavisen uge 51.
Julen nærmer sig, og pengene fosser ud af kontoen. Julen varer længe, koster mange penge, og i år er det særligt slemt, fordi priserne stiger i takt med at værdien af lønkronerne falder – eller er det omvendt? Mange kunne nok ønske sig at have en lille økonomisk reserve gemt på kistebunden eller syet ind i madrassen.
Da jeg var barn, kom der en overgang en mand fra Julens Glæde på besøg hjemme hos os. En gang i måneden kom han med sparebogen og sin pengekasse, hvortil min mor fast afleverede tredive kroner, vel mest fordi hun ikke syntes, hun kunne være bekendt at lade være, når han nu kom til døren. Medlemskabet varede nu også kun, til min far fik nys om det. Han blev rasende! Sådan en spareforening var for fattigfolk og alkoholikere, og eftersom vi ikke var nogen af delene, så havde mor bare at stoppe indbetalingerne med det samme. Det gjorde hun. Men i starten af december kom Julens Glæde-manden alligevel igen for at udbetale det opsparede beløb med renter. Det lunede jo i julemånedens husholdningsbudget – fattige eller ej.
Julens Glæde var en landsdækkende spareforening stiftet i 1880’erne i regi af Blå Kors, som var Indre Missions afholdsforening. Det var et socialt tiltag, der skulle sikre, at folk fra små kår havde lidt ekstra at gøre godt med i juletiden – som også var dyr dengang. Særligt i familier, hvor faderen drak ugelønnen op, kunne det være svært for husmoderen at lægge penge til side til julens udgifter. Derfor var det en god hjælp løbende at indbetale sparepengene til Julens Glæde. Så var man sikker på at have en lille opsparing i behold til mad og julegaver, når det blev december.
Også i Lemvig og omegn har mange haft glæde af Julens Glæde. I Thyborøn blev der i 1930 indsamlet 3.890 kroner fordelt på 102 sparere. Samme år blev der i Lemvig indsamlet 8.340 kr. fra 445 sparere. Allerede dengang boede de mest velhavende altså i Thyborøn! Lemvigafdelingen af Julens Glæde blev stiftet i 1906 som en udløber af den lokale Blå Kors afdeling. Postekspedient Sløk var den første kasserer. Foreningens overskud (fra kontingenter) gik til Blå Kors alkoholbehandlingshjem, men også lokale foreninger fik glæde af pengene. I 1930 gik en del af overskuddet til børnenes juletræ i Missionshuset.
Gamle lemvigere vil stadig kunne huske at ”sparemanden”, som han ofte blev kaldt, kom forbi og samlede ind til Julens Glæde. I Lemvig var urmager Nielsen kasserer i foreningen fra 1952 og i hvert fald frem til 1973, måske længere. Rundt om i landet eksisterer der stadig i dag enkelte lokalafdelinger af Julens Glæde, men så vidt jeg ved, ikke længere på Lemvigegnen. De dårlige sociale kår og den udbredte alkoholisme, som var foreningens udgangspunkt, blev jo heldigvis efterhånden afhjulpet, så behovet for at spare op til julen var ikke længere så presserende som tidligere.
I disse år læser man dog jævnligt i avisen om familier, som ikke har råd til at holde jul, og om velgørende foreninger, som får mange flere ansøgninger om julehjælp, end de kan imødekomme. Det gælder blandt andet også for Lemvig Velgørenhedsselskab. Social armod er på mange måder et stigende problem. Så måske kunne der være brug for at tage Julens Glæde op igen?