Museumsleder Mette Lund Andersens klumme i Lokalavisen uge 41
I denne tid er jeg nok ikke den eneste, som har fundet den varme striktrøje frem, installeret strømspareappen og indkøbt hjemmesko til kolde barnefødder. Energikrisen er over os, og alle skal spare på strøm og varme. Der bliver skruet ned for julebelysningen og for varmen i de offentlige bygninger, men endnu værre er de jævnlige efterretninger om butikker og virksomheder på fallittens rand på grund af tårnhøje strømregninger. Det er ikke med største optimisme, at jeg går vinteren i møde!
Vores hverdagsliv er så afhængigt af energiforsyning, at vi nærmest ikke kan forestille os en verden uden strøm i kontakterne og varme i hanerne. Men det er faktisk ikke længe siden, at det var den virkelige verden. Og midt i en krise kan det være opbyggeligt at kigge tilbage på energiforsyningen i ’de gode gamle dage’. Det var dengang fugten drev ned ad væggene i de små lejligheder, og man vågnede med is på dynen. Det var dengang, at 19 grader og en ulden trøje ville regnes for den rene luksus. Når efterårsmørket faldt på, var der – mørkt! Selvfølgelig havde man tranlamper og senere petroleumslamper, men det var dyrt og gav i øvrigt kun et dunkelt lys fra sig. Vinter var lig med mørke og kulde. Men der var lys og varme forude!
I Lemvig blev den første elektriske pære tændt en gang i 1880erne ved Håndværkerforeningens basar på Jespersens Hotel. Strømmen kom fra en dynamo, som blev trukket af uldspinder Kramers dampmaskine i Vestergade. Senere gjorde biografdirektør Julius Nielsen sig en del erfaringer med elektricitet, først med et privat elværk i Ydes Hotel på Torvet, og siden i sin nystartede biograf Kosmorama. Her blev filmapparatet drevet af strøm fra en gasdrevet dynamo. Og der var elektriske pærer i loftet! Gassen kom fra Lemvig Gasværk, som var opført i Voldgade i 1902, tæt på østhavnens kulpladser. Kullene blev fyldt i gasværkets ovne, og den gas der kom ud af det, blev ført ud til byens gadelygter og til forbrugernes gasovne og gaskomfurer.
Lemvig Elværk blev taget i brug den 28. september 1911. Den allerførste, der kunne glæde sig over det hvide lys, var isenkræmmer Aasted på Torvets sydside. Om aftenen stimlede en folkemængde sammen ved hans udstillingsvinduer for at se lyset. Efterhånden kom resten af byen også på elnettet, omend det til tider kunne være vanskeligt at sikre forsyningen. En beboer i det nyopførte sociale boligbyggeri på Vangevej klagede således i december 1918 til kommunen over at måtte sidde i mørke om aftenen: ”Når man lejer en lejlighed med vand, gas og elektrisk lys, synes jeg, der er forpligtelse til at levere det, der er lovet”. Man er tilbøjelig til at give ham ret!
Ad hullede, bumpede veje kom der efterhånden elektricitet og varme ud til alle forbrugere, og i dag har vi et system, der fungerer så upåklageligt, at vi næsten tager det for givet. Kun når priserne er på himmelflugt, og der er varsler om forsyningssvigt, lægger vi mærke til det. Men så er vi til gengæld også på spanden! Hele vores samfund er i dag baseret på stabil og billig energiforsyning. At det ikke er kommet af sig selv, og at mennesker på Lemvigegnen tidligere har levet med mindre, kan være godt at minde sig selv om i disse tider. Ikke at de nødvendigvis levede godt, for så sjovt var det heller ikke i ’de gode gamle dage’; de frøs og hostede om vinteren, og nogen døde jo også af lungebetændelse. Så slemt kommer det nu nok ikke til at gå i denne vinter, hvor jeg garderer mig mod de 19 grader med tæpper og uldent undertøj, slukker lyset og sætter sparepengene i solceller mens jeg venter på, at Europa hælder mod sol igen.