Site Network: Lemvig museum | Skulpturstien | Planetstien | Jens Søndergaards Museum | A. Nevskij udstillingen | Flyvholm redningsstation |

Th Larsen biografi

Thøger Larsen - biografi

Digteren Thøger Larsen levede fra 1875 til 1928. Han var født i Tørring Sogn ved den vestlige del af Limfjorden, ikke langt fra Lemvig. På denne egn levede han hele sit liv.
Hans barndomshjem lå på Gjellerodde, lige ned til fjorden. Det var et beskedent trelænget husmandsbrug. Bag huset var der høje bakker – eller ”bjerge”, som man kaldte dem. Efter den beliggenhed fik stedet og familien navnet ”Underbjerg”.
Dette navn brugte Thøger Larsen, da han i 1895 udgav sin første digtsamling ”Vilde Roser”. I digtsamlingen ”Dagene”, der udkom i 1905, findes et digt om barndomshjemmet. Det hedder ”Ved Fjorden”. Et par af versene lyder:

Jeg elsker de kløftede Bakker,
hvorunder min Barndom Lyset saa,
hvor Skygger med Tænder og Takker
før Aften langt over Agren laa.

Jeg husker vor gamle Vaaning,
Hvor vilden Malurt groed i Mur.
Taget var grønnende Skraaning.
Det Hus var et stenet Stykke Natur.

Om sit liv som barn og stor dreng fortæller Thøger Larsen selv: Jeg kom ud at tjene som Hyrdedreng tretten Aar gammel i 1888 – et Liv, der paa ingen Maade tiltalte mig. Tit om Middagen sad jeg ude i Laden og skrev aandelige Sange, der vakte en vis Opmærksomhed blandt mine Medtjenere. Min Far udtalte engang, at da jeg blev konfirmeret, havde jeg overmalet mere Papir, end to Heste kunde trække væk. [Udvalgte Digte, 1945, s. 188]

Thøger Larsens mor blev enke i 1892, da Thøger var 17 år gammel. Han havde gået på Realskolen i Lemvig og ville gerne læse videre og måske være præst og i hvert fald digter. Men det var der ikke råd til, nu hvor hans far var død. I stedet fik han plads som huslærer på en stor gård, først ved Viborg og siden i Vendsyssel.
Fra de tre år, hvor Thøger Larsen arbejdede som huslærer, findes bevaret en række breve, som han fik fra sin mor og sine to yngre søskende. Gennem moderens breve går en bekymret tone. Hun fornemmede, at sønnen var ved at vokse bort fra hjemmet og den indremissionske ånd, der prægede det. Den 13. november 1894 skrev hun:

Kjere Thøger!
Jeg seer at Du har det godt og kommer meget ud, og det kan være meget godt men kunde Du ikke faae Lyst til at komme hen at høre disse Møder som blive holdt i Præstegaarden, det var noget andet for mig at spørge, jeg har Hilsen til Dig fra Pastor Hansen jeg talte med ham i Lemvig den Dag Vilhelm Beck prædikede, og vores egen Præst talte meget med mig om Du kunde komme noget videre, det synes som han har det saa meget i Hovedet med at komme frem, og lade Digten fare. Men jeg svarer det maae Du selv vælge og jeg vil bede for Dig at det maae gaae efter Guds Vilje.
Hjertelig Hilsen fra Din Moder skriv snart
Kirsten Larsen Underbjerg.
[Thøger Larsen 1875-1975, Lemvig 1975, s. 49-50]

Thøger Larsens forældre var grebet af den indremissionske vækkelse, der netop i de år bredte sig fra sogn til sogn. Faderen var med til at bygge missionshus i Tørring; det blev indviet i 1892.
I Thøger Larsens barndomshjem stødte de nye missionske tanker sammen med den jordbundne kristendom hos de forrige generationer, som blandt andet Thøgers egen morfar var en repræsentant for. Han boede i huset i Thøgers barndom.
I flere af Thøger Larsens noveller – som ”Generationer” fra 1913 og ”Barndom” fra 1915 – skildres disse åndelige brydninger. Selv tog Thøger Larsen snart afstand fra de missionske, der ”gaflede med Guds ord”, som han skriver i novellen ”Barndom”.
I digtet ”Satyrsang”, der blev trykt i tidsskriftet ”Det XX Aarhundrede” i 1902, leverer han en skarp satire over de frelste:

Deres Lærdom er den sunde,
deres Tro er den bedste.
De elsker sig selv
og lidt af deres Næste.

Skønt selv saa normale,
de ynder Sensation
i Drama, Roman
og Religion.

De gør Livet til Flovhed
bag Vane-Skimlen,
giver Jorden en Grovhed
og gør Fattiggaard af Himlen.

Thøger Larsens morfar lod sig ikke påvirke af de nye strømninger, men fandt sin åndelige næring i gamle ramsaltede andagtsbøger som ”Den himmelske Herredag” og ”Menneskets Hjertes Spejl”.
I novellen ”Generationer” findes en skildring af bedstefaderen, der læser højt af Den himmelske Herredag, mens barnebarnet lytter:

Han kastede stjaalne Blikke til Bedstefaderen og til den gamle medtagne Bog, hvis tykke grove Bogstaver saa ud, som de krympede sig under usynlige Ildsluer. Siderne var brungule og saa svedne ud, omtrent som Papir, der har ligget paa Kakkelovnen. Bogen maatte være blevet varm indvendig af de halvanden hundrede Aar, den havde ligget paa Hylderne med sin gloende Tekst, mens den kun nu og da var blevet aabnet og havde faaet Siderne svalet. Jens Henrik standsede Læsningen midt i en Helvedespine. Hans Tunge var løben tør af de svidende Ord, og han sagde til Drengen: ”Kan du gaa ud og tap’ nøj Øl”.

I 1896 flyttede Thøger Larsen til Lemvig. Han fik plads som assistent på landinspektør Aabergs kontor og boede i hans hus indtil sit giftermål i 1904. Thøger Larsen var en dygtig korttegner, og han havde et godt forhold til sin overordnede, der så med forståelse på den unge assistents lyst til digtekunsten.

På dette tidspunkt havde Thøger Larsen allerede udgivet sin første digtsamling, ”Vilde Roser”, der udkom i 1895 og indeholdt digte, som han for en stor dels vedkommende havde skrevet i sin realskoletid.
I de kommende år følte han, at arbejdet tog alle hans kræfter, sådan at der kun blev ringe tid tilovers for digtningen. Nedslået skrev han i 1903 til sin ven Ebbe Kornerup:

Efter denne febersyge Travlhed i over et halvt Aar er det næsten underligt nu at have en ledig Time og sidde her og mindes, at man engang var saadan noget som Digter. Før var der engang, da man færdedes mellem Skyerne eller Stjernerne og saa ned paa Jordens Muld, dybt, dybt nede, levede i den fornemme, kunstneriske Ensomheds ædle Kulde og ænsede ikke Døgnlivets Myretravlhed. Nu – nu hvirvler jeg selv Støvet op om mit Hoved, det tomme værdiløse Smuld af hver Dag, for at tjene  P e n g e, og lader Stjernerne, der her fra Jorden næppe ses saa store som femogtyve Ører, passe sig selv. Ikke Skyggen af et Vers har jeg bedrevet, siden jeg begyndte paa mit Atlas midt i Maj og fuldførte det midt i November.
[Ebbe Kornerup: Thøger Larsen og Breve fra ham. 1928]
Det nævnte atlas var et ”Reformatlas med Geografi”, som blev udgivet af lærer J.Gr. Pinholt, og hvortil Thøger Larsen tegnede kortene.
Hos landinspektør Aaberg var Thøger Larsen ansat indtil 1911.

Fra 1903 til 1923 var Thøger Larsen lokalredaktør af det radikale Lemvig Dagblad. Det almindelige stof, særlig det politiske, interesserede ham ikke. Men ind imellem blev der plads til sager, der lå ham mere på hjerte. Det kunne for eksempel være en beskrivelse af solformørkelsen i 1921. For at illustrere artiklen skar han en trykklods i træ med formørkelsens faser.
Om sit arbejde som redaktør skrev han til Ebbe Kornerup i januar 1904:

Som De ved er jeg Fodermester, Røgter eller hvad det nærmest maa kaldes. Jeg slænger hver Dag den afmaalte Ration af Sladder om Krig, Pest, Drab, Mord, Vold, kvæstede Hoveder, brækkede Ben, Skibbrud m.m. i Nysgerrighedens glubende Gab. Jeg er Forretningsmand. Jeg studerer Nysgerrighedens Gane. Jeg triumferer, naar Rationen er tilberedt, saa den virker. Thi jo bedre dette lykkes mig, desto mere af de sjældne Jordarter Sølv og Guld kan jeg samle mig, skønt mit eget Sind vel egentlig elsker en langt almindeligere Jordart langt højere, en Jordart, som enhver kan få lov at dyrke, som enhver lever af, spytter og pisser paa – Muld.
[Ebbe Kornerup: Thøger Larsen og Breve fra ham. 1928]

I 1904 giftede Thøger Larsen sig med Thyra Paludan, søster til en nær ven fra realskoletiden i Lemvig. Hun blev en støtte for sin mand både åndeligt og økonomisk. Hun læste og kritiserede hans digte, men hun bidrog også til hjemmets økonomi. Hun arbejdede nemlig som kontordame på Vandbygningsvæsenets kontor, og det var ret usædvanligt på det tidspunkt for en gift kvinde af det bedre borgerskab.
Giftermålet havde en god virkning på Thøger Larsens humør og hans lyst til digtningen. Han skrev til Ebbe Kornerup i slutningen af året 1904:
Kære Ebbe!
Jeg er nu gift paa dansk med Thyra Paludan, siden den 10. September. Jeg har på trods af L.C. Nielsen og alle hovne Forlæggere selv udgivet en Samling Digte – 25. Det er min Hensigt at fremture paa samme Maade herefterdags. Allerede til Foraaret kommer der vistnok en ny Samling Digte, ikke disse om Naturen og mig selv, men om Mennesker, som lever omkring mig. Samt en Samling Noveller. Min Aand er for Tiden nogenlunde rask og rørig.
[Ebbe Kornerup: Thøger Larsen og Breve fra ham. 1928]

Thøger Larsens nyvundne livsglæde gav sig udslag i en perlerække af udgivelser. I 1904 og 1905 udkom hans første egentlige digtsamlinger, ”Jord” og ”Dagene”. Han udformede selv omslagene til de to små bøger og tegnede vignetter til ”Dagene”. Træt af at løbe forlag på dørene havde han besluttet at udgive bøgerne selv. De blev vel modtaget af de fleste anmeldere, særlig ved de større aviser og tidsskrifter. Efter dette lykkedes det ham at få sine bøger antaget ved Gyldendals Forlag. Den næste bog blev ”Det Fjerne” 1907, og efter at Thøger Larsen i 1911 havde sagt sin plads op hos landinspektør Aaberg, kom der fart i skriverierne: ”Bakker og Bølger” i 1912, novellesamlingen ”Fjordbredden” i 1913, afhandlingerne ”Stjerner og Tid” i 1914, digtsamlingen ”Slægternes Træ samme år, og novellesamlingen ”Kværnen” 1915.

I Lemvig kaldte man dog fortsat Thøger Larsen for ”Redaktør Larsen”. I modsætning til digteren Jeppe Aakjær, der yndede at optræde i ”digterhat” og slængkappe, så både Thøger Larsen og hans kone meget borgerlige ud. Der findes en silhuet af parret, som viser Thøger Larsen med stiv flip og cigar og fru Thyra med knapstøvler og hårknude i nakken. Også deres tilværelse formede sig ret så borgerligt. Thøger Larsen havde så lang arbejdstid, at man må undre sig over, hvornår han fik tid til at digte og studere.
I et brev til Ebbe Kornerup i 1905 skrev Thøger Larsen:
Hvis De har Lyst til at bo en Maanedstid hos os her i Lemvig, kunde vi nok faa Plads til Dem, at sige, hvis De ikke er alt for fordringsfuld. Vi har nemlig intet Gæsteværelse, men i mit Kontor kan der godt anbringes en Seng, Saa er der den Omstændighed, at om Søgnedage er jeg ikke hjemme fra 9-1.30 og fra 2-7 Eftm., men De vil vel male, saa De kunde maaske benytte dissse Tider dertil. Spisetiderne Kl. 1.30 Middag og 7 Aften maa vi bestemt holde paa, da vi er afhængige af vore Kontortider og ikke kan arrangere os anderledes (Thyra er paa Kontor hver Eftermiddag og somme Tider om Formiddagen).
[Ebbe Kornerup: Thøger Larsen og Breve fra ham. 1928]

Lemvig var en lille by. Omkring 1900 boede der cirka 3.000 mennesker. På de tre sider var den omgivet af høje bakker, på den fjerde side kunne man se ud over fjorden og ud til Gjellerodde. Bag byen lå en sø. Heromme i byens udkant byggede Thøger Larsen i 1907 et hus, hvor han boede resten af sit liv.
I sit nye hus kunne Thøger Larsen passe sit arbejde med avisredaktionen hjemme, og han kunne sidde i sit arbejdsværelse og studere fjerne sprog, mytologi og astronomi. Med årene blev arbejdsværelset mere og mere en hule, tæt foret med bøger, piber, astronomiske redskaber, kort og billeder – og alskens mærkelige ting opbevaret i cigarkasser.
Flere af Thøger Larsens venner har senere beskrevet deres indtryk af dette rum, for eksempel digteren Otto Gelsted:
Hvor mange Timer har jeg ikke tilbragt i dette Rum, der var tæt pakket med Bøger og Papir – der var næppe en ledig Plads. De store astronomiske Kikkerter, som han selv havde konstrueret, var flyttet ud paa Gangen, men en Jordglobus og Himmelglobus havde faaet Lov at blive. Paa Væggen hang et Pibebræt med sytten lange Piber. Bøgerne var overvejende astronomiske og mytologiske Værker, Leksika og Udgaver af oldnordiske og græsk-latinsk Litteratur, ofte indbundet i Skind af Thøger selv.
[Udvalgte Digte 1945, s. 184]

I enkelte af hans digte og i nogle af hans breve fornemmer man, at han engang imellem længtes ud. I et ungdomsdigt fra 1898 skrev han:
Jeg gaar i den sildige Aften mod Byen,
mens Regnen over mig skyller fra Skyen.

Byen er et Mørke med Lyspunkter dvaske
som søvnige Emmer i en hob af Aske.

Ganske kuriøst, naar man tænker over Sagen,
for det er den i grunden ogsaa om Dagen.

Til Ebbe Kornerup skrev han i 1906:
Hvor var det rart, om vi faa Mennesker rundt om paa Kloden, der forstaar hinanden og erkender Verden dybt, kunde leve mere sammen, thi mellem de andre er vi jo saa ensomme.
[Ebbe Kornerup: Thøger Larsen og Breve fra ham. 1928]

 

Thøger Larsen havde imidlertid en række venner, der alle enten selv var kunstnere eller interesserede i kunst og litteratur. Han fandt et andet hjem i sagfører Orla Buhls store villa i serpentinen i Vesterbjerg, og han mødtes med digtervenner og malere på Bovbjerg Badehotel, som tilhørte kunstmaleren Kr. Bjerre. Andre korresponderede han med og udvekslede værker. Det var folk som malerne Niels Bjerre og Johannes Larsen, og digtere som Jeppe Aakjær, Johan Skjoldborg, Johannes V. Jensen og Sophus Clausen.
Ind imellem kørte de på opdagelse i egnens landskaber og blandt dens mennesker. Et af deres ”fund” var bonden Niels Katkjær i Vandborg. Niels Bjerre tegnede og malede ham, tegneren Eigil Petersen lavede en hurtig pennetegning, og Jeppe Aakjær nedskrev nogle af hans særdeles uanstændige og hedenske vers og remser. Thøger Larsen brugte ham som model for figuren Horken i novellen ”Aalestangerne”.
I et brev til Ebbe Kornerup har Thøger Larsen givet en malende beskrivelse af ham:
I Søndags var jeg med Niels Bjerre, Kr. Bjerre og Wille Søgaard ude hos en 80-aarig Bonde Niels Katkjær, ogsaa kaldet Katkjær Klæp, den mest ejendommelige Mand her i Egnen. Han bander friskt som en Yngling og fortæller de særeste, mest fantastiske Ting. Han har et Kildevæld af en 5-6 Aarhundreder eller mere i sig. Han kan Remser, der vilde faa den dristigste Pige til at rødme, og med gamle Uhøviskheder, der vækker Stemning af dulgt Hedenskab og glemte Syndens Guldaldre. Han synger uterlige Viser med et Tonefald, som var det ældgamle Salmer, om hvordan det gaar til ”i Pigens lille Arm” o.s.v., han fremsiger klassiske Prosadigte, der gaar som en Hjul, og med de ubeskriveligste Overraskelser i…
Hans Troldeblik med Øjne, der næsten ser hver til sin Side, drejer sig med en underlig Alvor fra den ene til den anden af Tilhørerne, mens Stemmen uden Naade kværner af sted, som om hvert forrykt Ord var genstridige Rester af vor sunde Sans, der vilde redde sig, men i næste Blink males ned i Hvirvlen mellem de andre.
Virkningen er over al Forstand latterlig, man er ved at drukne i sin egen Latter; men skønt den gamle Hedning maaske aldrig har været i Teater (skønt man ved jo ikke, han har haft levende Interesser og mener selv, at han kunde have været baade Provst og Bisp, hvis han havde villet studere), saa er han en raffineret Dramatiker, der fint, men sikkert rammer hvert Søm paa Hovedet; det er ligesom hvert af hans Øjne har sin Pointe at passe hele Tiden…
Han nedstammer sikkert i lige Linie fra Jætterne. Der kunne skrives en Bog om ham; han er for gigantisk til et Brev.
[Ebbe Kornerup: Thøger Larsen og Breve fra ham. 1928]

Ind imellem fuskede kunsterne i hinandens kunstarter. Maleren Niels Bjerre skrev glimrende prosastykker, og Thøger Larsen forsøgte sig i malerkunsten. Særlig i 1920erne malede han en del billeder, både fra Lemvig og af sit barndomshjem. Han lavede også fine små vignetter og tuschtegninger til sine bøger.
Sammenlignet med de billeder, som for eksempel hans venner Niels og Kr. Bjerre malede, var Thøger Larsens oliemalerier helt amatøragtige. Niels Bjerre skrev efter en udstilling i Lemvig af Thøger Larsens billeder til en slægtning:
Thøger Larsen har haft en Udstilling paa Lemvig Afholdshjem, den virkede slet ikke (som man nok kunde tænke sig) og han fik vist heller ikke nogen Fornøjelse af den. Motivet har vist ganske simpelt været at slaa nogle Penge, og saa har han ikke villet profanere sin egen Kunstart.
[Brev 30.10.1924, i Poul Uttenreiter: Niels Bjerre. 1949. S. 144]

Det væsentligste motiv for Thøger Larsen har nu nok været, at det at tegne og male var endnu en måde, på hvilken man kunne udforske og beskrive virkeligheden.

En anden måde at udforske virkeligheden på lå i Thøger Larsens dybe interesse for astronomien. Denne interesse kom til at gennemsyre hele hans digtning. Her hentede han inspiration og billeder til sine digte om livets og universets kredsløb – menneskets liv, slægternes gang, tidens og tidernes gang, Solsystemets store karrusel, som han skriver med et muntert billede i et af sine digte.

En central figur i hans digte var Månen. Fra barndomshjemmet havde han kunnet se den stå op ude over fjorden i de mørke augustnætter.
Månen findes i talrige digte, smukkest i ”Nu kommer Maanen”:

Nu kommer Maanen.
Fuldmaanens Ro over Aftenens Riger
hviler og smiler fra Himlenes Blaanen,
smiler og stiger.
Oppe er Guden for Søvn og for Senge,
Guden, der dugger os Aftenens Enge;
ikke en Sky gennem Stilheden sejler,
stille er Jorden,
medens i Fjorden
Maanen sig spejler.

Fortrolig som i digtet ”Jens Højby”:
Den røde Maane saa nabo-nær
nu ses for Vinduet stige,
den arrede Sten i sit stille Skær,
de dødes rejsende Rige.

Og ildevarslende som i digtet ”Septembernat”:
Venlig, men usalig
vandrer langsomt Maanen
en Septembermidnat.
Storm forvirrer Mørket.

For at kunne udforske månen og andre kloder i himmelrummet videnskabeligt byggede Thøger Larsen selv nogle store månekikkerter. Den første blev færdig i 1907. Landinspektør Aabergs søn Carl, der som dreng kom meget hos Thøger Larsen, fortæller om kikkertbyggeriet:
Thøger Larsen byggede selv sine kikkerter. Han syslede med hammer, fil og skruetrækker, alt imens han fortalte og forklarede. Gik intenst op i arbejdet. Jakken kom af, og sveddråber sprang frem på panden, da en skrue voldte bryderier. Ved at træde tilbage væltede han en stol med reservedele, så om efter den og bandede hvast. Det gav udløsning, men splittede på ingen måde den oprindelige stemning. Og glad og stolt betragtede han sit værk, da okularet omsider sad, som det skulle. Så bakkede han stærkt på piben og godtede sig.
Om aftenen, når mørket havde åbnet for himmelrummets herligheder, gik vi ud i haven med kikkert og stativ. Thøger stillede den ind, demonstrerede ivrigt, løftede mig op til okularet. Var lykkelig, når han kunne finde og vise noget interessant som f.eks. Saturn med ring. Jeg kan endnu se for mig den lille lysende kugle, det smalle, skælvende sølvbånd i synsfeltets runde mørke.
Kikkertbyggeriet var ikke blot økonomisk betinget. Det var et udslag af Thøgers trang til manuel udfoldelse. Denne ellers i alle livets forhold så upraktiske mand var nemlig i besiddelse af et betydeligt mekanisk snilde. Han yndede også at reparere gamle ure. Byggede selv sine reoler og bandt bøger ind…
[Thøger Larsen 1875-1975, s. 81 f]

Thøger Larsen byggede også andre instrumenter til sin astronomiske forskning, blandt andet et drejeligt stjernekort, der viser stjernernes stilling på himlen på forskellige årstider. Resultaterne af sine iagttagelser i himmelrummet noterede han i små bøger med sin omhyggelige skrift. Nogle af bøgerne udformede han, så de så ud som 1600-tals almanakker med sort og rød skrift. Han illustrerede også bøgerne med håndtegnede kort, for eksempel over månens bjerge.
I mange af digtene afspejles de astronomiske interesser, for eksempel i ”Stjernenatten”, hvor digteren beskriver sig selv i rollen som universets iagttager:
Ud i det høje
ser jeg som Trold med et trealens Øje.
Ind i det sorte
vender jeg Blikket, og Nuet er borte.
Straalende Verdnerne slaar mig i Møde.

Frem sig at svinge
ser jeg Saturn med dens Maaner og Ringe.
Verdener vaage
ru i Orions forrygende Taage.
Spindelvæv hænger i Afgrundens Kroge.

Gennem årene havde Thøger Larsen erhvervet sig omfattende sprogkundskaber ved selvstudium. Det gav sig udslag i oversættelser fra engelsk af den amerikanske digter Walt Whitman, og af den persiske digter Omar Khajjáms værk ”Rubáiyat”. De væsentligste sprogstudier gjaldt dog oldnordisk og oldgræsk, fordi han ønskede at kunne forfølge sine interesser for sammenhængen mellem den græske og den nordiske mytologi og astronomien.
Mange af sine artikler om astronomi og mytologi offentliggjorde han i tidsskriftet ”Atlantis”, som han selv udgav i årene 1923-1925. Her kom de første oversættelser af Eddaen med blandt andet ”Vølvens Spaadom” i 1924. Og her kom den første oversættelse fra latin af Tycho Brahes bog om ”Den nye stjerne”, som digteren Otto Gelsted havde foretaget med Thøger Larsen som astronomisk rådgiver. I tidsskriftet blev der også trykt digte af andre samtidige kunstnere, der var rejsebeskrivelser, anmeldelser af bøger og kunstudstillinger og meget andet. Én af de unge digtere, som Thøger Larsen gav plads i sit tidsskrift, var Jens August Schade, der fik sin debut i ”Atlantis” med nogle digte, der tydeligt befandt sig i samme univers som Thøger Larsens.
Navnet ”Atlantis” hentyder til det sagnomspundne sunkne kontinent mellem Afrika og Sydamerika – et emne, der optog Thøger Larsen meget. Tidsskriftet gik ind efter tre år. Det blev af Thøger Larsens selv betragtet som et afsluttet værk, hvori han havde fået publiceret en række sammenhængende artikler om mytologi og astronomi.

I 1920erne udkom der også et par nye digtsamlinger, ”Vejr og Vinger” i 1923 med blandt andet digtet ”Du danske Sommer, jeg elsker dig”, og ”Limfjordssange” fra 1925. Heri stod digtet ”Septembernat”, der kan fortolkes som digterens dødsdigt over sig selv.

Den 5. april 1925 fyldte Thøger Larsen 50 år. På dagen modtog han en mappe fyldt med tegnede eller skrevne lykønskninger fra sine venner og kunstnerkolleger. I mappen lå også 6.500 kroner, der skulle bruges til en udlandsrejse. I efteråret 1925 rejste han sammen med sin kone til kunstnerrefugiet San Cataldo i Italien. Indtrykkene fra denne rejse og endnu en rejse til Italien i 1927 nedfældede han i de to digtsamlinger ”Søndengalm” fra 1926 og ”Trækfuglevej” fra 1927.

I 1926 til 1927 udkom den store samlede oversættelse af Eddaen, resultatet af mange års arbejde. ”Vølvens Spaadom” udkom mange år efter digterens død i en pragtudgave 1957, illustreret af grafikeren Sigurd Vasegaard.

Thøger Larsen døde den 29. maj 1928 og blev begravet på Lemvig kirkegård. På gravstenen står de nøgterne biografiske oplysninger om ham og Thyra, der døde i 1961. Som en gravskrift over ham og hans værk kunne man have sat de ord, som digteren Helge Rode skrev til ham på 50-års fødselsdagen:
Paa et lille Stykke Jord
blev hans Himmel mægtig stor.

Vennen Ebbe Kornerup har givet Thøger Larsen dette eftermæle:
Det er ikke godt at sige, hvad der var stærkest i Thøger Larsen, hans blødende Længsel, hans middelalderlige Angst, hans salige Fryd over Frugtbarheden, som han læste i alt, i Mennesker, i Dyr, i Kloder eller i Sole, hans guddommelige Forundring over Foraarets Komme, Sommerens Brand, Stjernernes evige Gentagelse i Universet, Kometens Hast. Hans Kærlighed gik dybt ud i Rummet, langt ned i Mulden. Han elskede Rummet og Mulden og besang denne sin Elskov paa et salt, primitivt Dansk.
[Ebbe Kornerup: Thøger Larsen og Breve fra ham. 1928]

I geografisk forstand var Thøger Larsens verden ikke stor, men han var langtfra hvad man i litteraturhistorien har kaldt ”hjemstavnsdigter”. For ham var bakkelandet i Tørring Sogn, Limfjordens vand og himlen med solen og månen, der stod op over Kabbels skrænter, dele af at univers, uendeligt udstrakt i tid og rum.
Om sit udgangspunkt i hjemegnen har Thøger Larsens selv udtalt:
Naturen omkring Limfjorden danner Baggrunden for min Digtning. Den Egn, man er født i, vil man jo altid have den dybeste Forbindelse med, og mit Kendskab til min Barndomsegn som min Barndom i det hele har naturligvis haft stor Betydning for min Digtning, men det inderste Liv i den er fællesmenneskeligt. Det ville være det samme, selvom jeg boede et andet Sted.
[Interview i Lemvig Dagblad 3. april 1925, gengivet i Chr.N. Brodersen: Thøger Larsen. En Monografi I. 1942]