Site Network: Lemvig museum | Skulpturstien | Planetstien | Jens Søndergaards Museum | A. Nevskij udstillingen | Flyvholm redningsstation |

Lemvigs historie

Om Lemvigudstillingen

Udstillingen om Lemvig er lavet i to af de gamle rum i Vesterhus. Her boede tobaksfabrikant Andreas Hansen og hans kone Johanne Kathrine omkring 1850.

Det er ikke store rum, og der er mange historier at fortælle om byen og egnen og om mennesker, som har levet deres liv lige netop her.
Udstillingen falder i to dele. I den første del fortælles om byens udvikling fra middelalder til nutid og om forholdet mellem by og opland, egn og omverden. I den anden del møder man nogle for længst afdøde lemvigere og hører om deres liv og tanker i tiden fra slutningen af 1600-tallet til midten af 1800-tallet. Det handler om liv og død, gudsfrygt og næstekærlighed, flid, fornuft og borgerpligt.
I det andet rum handler udstillingen om 1800-tallets købmandsgårde og 1900-tallets forretninger og små industrier – og om de åndelige og folkelige bevægelser omkring århundredeskiftet 1900.

Byen og oplandet, egnen og omverdenen

I modeller og kort kan man følge byens udvikling fra middelalderen op til nutiden. De små detaljerede bymodeller giver et indtryk af middelalderbyen, af købstaden i begyndelsen af 1800-årene og af den ny tids by med jernbane, havn og nye kvarterer omkring 1900. Gennem kort fra 1942, 1964 og 1990 kan man få et indtryk af, hvordan lemvigerne i stadig større omfang er flyttet oven for byen, først og fremmest i eget hus, men også i boligblokke ude på den tidligere bymark. Nede i byen er det middelalderlige gadenet stort set bevaret.

Lemvig er egnens midtpunkt; i gamle dage var byen en købstad i sit opland, og siden kommunesammenlægningen i 1970 har den været centerby i Lemvig Kommune. På byens offentlige institutioner varetager man en række opgaver, hvis rødder som ”offentlige kerneydelser” går tilbage til middelalderen – lov og orden, undervisning af børn, omsorg for gamle og syge, religionsudøvelse og skatteopkrævning. Her går en lige linje fra fortid til nutid. Lemvig købstads pengekiste af jern vejer tungt; den har rummet skatteborgernes penge.

Købstaden og oplandet har altid levet et liv i gensidig afhængighed. Hvis man kigger grundigt efter, kan man på udstillingens store kort over Lemvigegnen finde mange oplysninger om, hvordan folk fra by og land i 1800-tallet gik sammen for at løse fælles opgaver. Det gjaldt havnebyggeri, jernbane, etablering af dyrskue eller af banker, der kunne fremme en økonomisk udvikling på egnen. Her kan man også få et overblik over, i hvilke sogne de store kreaturopdrættere bredte sig, og hvor hedeopdyrkerne i 1800-tallets slutning ændrede det gamle hedelandskab til frugtbar agerjord. De blev nye kunder i byens og egnens forretninger. Det gjorde fiskerne også. Fiskeriet fra de mange små kystlandingspladser blev år for år mere intensivt og professionelt, og i begyndelsen af 1900-tallet flyttede fiskerne deres stadig større fartøjer til de nye fiskerihavne i Lemvig og Thyborøn.

Lemvigegnen har altid været en aktiv del af en større verden. I mange hundrede år har vestjyder fragtet kød og fisk til markeder i udlandet. I nutiden kan turen med lastbil gå helt til Italien og Spanien med fisk og skinker; før gik rejsen til fods eller med tog til Husum, Itzehoe og Hamburg. En ”trækker” er navnet både på den mand, der i gamle dage trak en ko til nærmeste marked, og på forvognen i et moderne lastbiltræk.

Handelslystne vestjyder har altid kigget sydpå – ud i Europa. På kortet over postruter omkring 1850 har vi indtegnet to stykker midt- og vestjysk ønsketænkning: En jernbane på den jyske højderyg fra Limfjorden til Rendsborg og en motorvej fra Holstebro til Kolding og derfra mod den tyske grænse. De to projekter blev foreslået af Den Nørrejyske Stænderforsamling i 1846 og af Ringkjøbing Amtsråd i 1991. Utopier? Ja, i Danmark skal infrastrukturen åbenbart altid gå øst-vest, ikke nord-syd – det sidste strider mod centrale interesser.

Mange slags varer er kommet fra syd til nordvest – inden om eller uden om toldvæsenet. Pæne 1800-tals borgere indsmuglede silketørklæder og silkestof i metervis rullet rundt om kroppen under den store overfrakke; i dag stopper lige så pæne mennesker en cognacflaske i inderlommen, inden de kører over grænsen hjem fra Tyskland.

Virkelyst, gudsfrygt og næstekærlighed - flid, fornuft og borgerpligt

I 1600- og 1700-tallet var der ikke langt mellem liv og død, sorg og glæde, lyst og nød. Et nyfødt barn blev fejret ved dåben med en kostbar dåbsdragt, et bryllup blev markeret med sølvskeer og måske et fint sølvbæger, hvor brud og brudgom kunne drikke af hver sit lille krus. Hvis man var stærk, fik man måske fjorten børn og levede et langt liv. Men ofte døde både den unge kvinde og det nyfødte barn i barselsseng. I udstillingen får vi et glimt af nogle Lemvig-familier i 1700-tallet – den robuste præstekone med sine fjorten børn, hvoraf kun tre døde som små, og den rige købmandsfamilie, hvis eneste søn mistede både sin unge kone og deres førstefødte søn efter en hård fødsel. Hele denne familie står stadig i deres kister i et kapel ved Nr. Lem Kirke lige uden for Lemvig, og i museets udstilling findes det særprægede og flotte dåbspanel, som familien fik lavet til deres kirke til den lille arvings dåb. Som en overskrift for disse menneskers liv kan man sætte ordene gudsfrygt, virkelyst og næstekærlighed.

For 1800-tallets mennesker gjaldt værdier som flid, fornuft og borgerpligt som en rettesnor i livet. Her møder vi købmandsslægten Andrup – Simon Andrup der etablerede sig i Lemvig omkring 1750, hans søn Rasmus Ølgaard Andrup der drev den store købmandsgård fra 1796 til 1840, og hans søn igen, Andreas Witalius Andrup, der videreførte og udvidede forretningen indtil sin død i 1869. Særlig den sidste var en virksom borger, der med evner og energi lagde sin arbejdskraft i fælles sager som dyrskue og anlæg af havn. I udstillingen kan man se det store skænkeskab fra købmandsgården, hvor kunderne i mere end hundrede år blev beværtet med en snaps og et stop tobak til piben, og et fint spejl, hvis nu tågede glas engang spejlede ansigterne på den unge købmand Rasmus Ølgaard Andrup og hans brud Sophie Dorthea.

Under loftet hænger et skibsbanner med kong Frederik den Femtes monogram og to løver; det har tilhørt en skipper Damsgaard fra Lemvig. Her i midten af 1700-tallet har han enten måttet sejle gennem den snoede og delvis lavvandede Limfjord i dagevis, før skibet kom ud i Kattegat – eller lade skibet ligge i Ringkøbing, der var hele Vestjyllands havn på den tid.