Site Network: Lemvig museum | Skulpturstien | Planetstien | Jens Søndergaards Museum | A. Nevskij udstillingen | Flyvholm redningsstation |

Rysensteen og Bøvling kirke

Viden om kulturmiljøer - enkelte lokaliteter

Gammel havn i Thyborøn

Enkeltelementer
Nordre Inderhavn 1915-1917, ”Den røde hal” (ældste auktionshal 1928), Vandbygningsvæsenets administrationsbygning 1916, Sømandshjemmet 1917, og havnens tjenestebolig 1920 (1921?). Tidligere skibsprovianteringsforretning (P. Ruby). Ledefyr på dækmole, oprindelig for enden af den i 1906 anlagte fiskerbro, afløst af Midterpieren ved Nordre Inderhavn. I Bredgade lodshuset med udkigstårn. Transformatorstation ved stranden. Stationsbygning og jernbanespor. Anker fra den russiske fregat Alexander Nevskij på havnepladsen og maleriet af ”Peters Fiskedræt” i den nuværende auktionshal. Thyborønfæstningen 1940-45.
Fortælling
Området rummer fortællingen om Thyborøn Havns første årti som nyetableret statshavn – med fiskerirelaterede anlæg, markante offentlige bygninger som et spejl for offentlige myndigheders interesser i området (Vandbygningsvæsenet, lodsvæsenet), jernbane og forretninger. Samtidig rummer området elementer, der fortæller om lokalsamfundets eksistens i nær kontakt med elementerne.
Endelig sætter de bevarede befæstningsanlæg området ind i en Danmarkshistorisk sammenhæng.

Kystdirektoratets arbejdsplads i Thyborøn

Enkeltelementer
Rødmalede værkstedsbygninger og arbejdshuse, høfde 59.
Fortælling
Arbejdspladsen i Thyborøn er én af Kystdirektoratets tre gamle arbejdspladser, Agger, Thyborøn og Ferring. I de rødmalede huse findes værksteder m.v. Aktiviteterne er gennem de sidste årtier blevet nedtrappet, men området anvendes stadig.

Den gamle vej og jernbane til Thyborøn

Enkeltelementer
Havdige, vejforløb og rester af jernbanedæmning fra privatbanestrækningen Harboøre-Thyborøn (anlagt 1899, nedlagt 1955, efter at banestrækningen var blevet etableret på en ny dæmning længere mod øst).
Fortælling
De tre parallelle forløb – diget, vejen og resterne af jernbanesporene i det øde landskab – knytter sig til de planer, der allerede i 1875 blev fremsat om etablering af en statshavn ved Thyborøn Kanal. De rummer fortællingen om den stadige vestjyske kamp med centrale myndigheder om en udbygning af infrastrukturen. Samtidig illustrerer de problemerne med at beskytte Limfjordstangerne mod kystnedbrydning.

Limfjordstangerne – et anlægsarbejde i henhold til ”Thyborønloven” 1946

Enkeltelementer
Inddigning af Thyborøn 1950-51, Søndre Arbejdshavn, anlagt 1951-52, vejdæmning på Harboøre Tange, anlagt 1952-56, forlægning af jernbanen 1955.
Fortælling
Med den såkaldte ”Thyborønlov” i 1946 blev det trods store protester blandt andet fra de vestjyske fiskere og fiskeriorganisationer vedtaget, at Thyborøn Kanal skulle lukkes med et sluseanlæg for at tilgodese landbrugsinteresser længere inde i Limfjorden. Det daværende Vandbygningsvæsen (nu Kystdirektoratet) påbegyndte anlægget af de store nye dæmninger på Harboøre og Agger Tange. Disse var færdigbygget i 1955. Undervejs blev der vanskeligheder med bevillingerne, og i 1954 blev der rejst tvivl om hensigtsmæssigheden af det afsluttende arbejde – selve den sluse, der skulle forbinde de to dæmninger. Arbejdet gik derfor i stå, og efter adskillige års diskussioner blev ”Thyborøn-loven” ophævet i 1970. Slusen blev aldrig bygget. Dæmningsanlægget er således et minde om en mangeårig strid mellem fiskeri- og landbrugsinteresser og mellem den vestjyske befolkning og centrale myndigheder.

Harboøre Kirkeby

Enkeltelementer
Harboøre Kirke (1910) med altertavle og mindetavle samt kirkeskib (en model af Lilleøre Redningsbåd), kirkegården med mindesmærker for ulykkerne i 1893 og 1897 samt mindemur for druknede søfolk og fiskere, marmorplader fra De helliges Samfund, Harboøre Præstegård samt det tidligere alderdomshjem ved kirkegårdens nordvesthjørne.
Fortælling
Området rummer fortællingen om de barske livsvilkår på denne del af kysten, om den stærke Indre Mission og om ”Enkernes Land”, som man kaldte Harboøre Sogn efter de to store ulykker i 1890erne.

Indremissionsk lysthus ved Noermark i Harboøre sogn

Enkeltelementer
Lysthus af cement med skriftsteder.
Fortælling
Det mærkelige lille lysthus af cement er bygget i slutningen af 1800-tallet af Chr. Houe Mærsk, der ejede gården Noermark i Harboøre Sogn. Lysthuset blev brugt til andagt af ham selv, men også af andre til samlingssted, når engene var oversvømmede, og man derfor ikke kunne komme i kirke. Huset er et usædvanligt minde om det inderlige og dybt personlige indremissionske kristenliv på Harboøre i 1880’erne og 90’erne.

Kanaler og dæmninger i Noret – Plet Enge (”Den gamle indsejling”)

Enkeltelementer
Afvandingskanal 1826, dige fra Nørre Vese til Hårrum 1875 med tilhørende pumpestationer, Pletdiget 1947-49.
Fortælling
Afvandingskanalen fra Nørre Vese til Hygum Nor blev gravet 1826, udført som pligtarbejde for bønderne i Harboøre, Hygum, Engbjerg og Vandborg sogne. Den blev etableret som en konsekvens af stormfloderne i 1825, hvor Harboøretangen blev gennembrudt ved Agger, og hvor store dele af Harboøre Sogn blev oversvømmet. Kanalen skulle tjene som afledning, hvis havet - som det var sket i 1825 - brød igennem ind i Ferring Sø og derfra videre gennem Noret og Veserne. Efter endnu et par stormfloder i 1873 og 1874 tog Harboøreboerne initiativ til opførelse af et dige fra Nørre Vese til Hårrum. Initiativet blev hjulpet igennem med baggrund i den nye digelov (1874) og den samme år nedsatte ”Kystkommission”. Hygumboerne ønskede en anden digeføring, som kunne beskytte Plet Enge, men dette dige blev først en realitet i 1947-49 med diget fra Hårrum til Stenodden. Området rummer således en mere end 100 år lang fortælling om kystboernes kamp mod stormfloder og oversvømmelser.
Samtidig udgør det vandrige landskab under de gamle kystskrænter fra Bovbjerg til Hygum – fra Ferring Sø over Noret og Veserne til Stausholm – resterne af det gamle sejlled fra havet til Limfjorden. Sejlleddet sandede til i løbet af 1100-tallet, men vedblev at være et svagt punkt i adskillelsen af fjord og hav. Engbjerg Kirke og den gård, som vides at have ligget umiddelbart vest for kirken, udgør et centralt udkigspunkt over denne vigtige indsejling og har rødder tilbage til tidlig Middelalder, muligvis endog til Vikingetid.

Rækkegårdsbebyggelse i Hygum/Ryletorv

Enkeltelementer
Gårdene Åls, Vestergård, Dalgård, V. Bjerg, Ø. Bjerg, Smedsgård og Klostergård. Enligt liggende huse på Ryletorv. Diger og sluse ved Hygum Nor.
Fortælling
Gårdene på Hygum Bakkes nordvestvendte skrænt har en karakteristisk placering i landskabet, vendt mod de rige høslet- og græsningsområder i Plet Enge, som var baggrunden for mange hundrede års tradition for opdræt af kvæg. Etableringen af Pletdiget i 1947-49 og den efterfølgende udtørring og opdyrkning af engene ændrede balancen mellem ager og eng, men selve bebyggelsesmønsteret er fastholdt som et karakteristisk element i det vestjyske enkeltgårdsområde.
Bebyggelsen på Ryletorv består af spredt liggende huse fra begyndelsen af 1900-tallet, en ”strandbebyggelse” oprindeligt beboet af fjordfiskere og mangesyslere. Slusen og diget er et led i 1950ernes afvandingsprojekt, men dannede desuden i en kort periode udgangspunkt for bierhvervsfiskeri på fjorden.

Ellemosevej og bronzealderhøje på Hygum Bakke

Enkeltelementer
Ellemosevej, milesten, bronzealderhøje
Fortælling
Knap tredive fredede bronzealderhøje kroner de næsten 60 m høje Engbjerg og Hygum Bakker, anbragt så de er synlige på lang afstand. Under 2. Verdenskrig blev flere af dem ombygget af den tyske besættelsesmagt til et stort befæstningsanlæg med bunkers, skyttegrave og dækstillinger. Hvor det er muligt, er højene siden blev restaurerede. Højene har givet navn til sognet – ”Bebyggelsen ved højene”.
Op over Hygum Bakke snor Ellemosevej sig fra Sønder Byskov til Åls. Fra toppen af bakken ned mod Åls er den kun et markvejsspor. En milesten eller markeringssten fra 1700-tallet ved foden af bakken vidner dog om en mere glorværdig fortid. Ellemosevej er således en del af den gamle landevej fra Lemvig til Thisted, som indtil Aggertangens gennembrud i 1825 gik vest om Nissum Bredning. Vejforløbet kendes fra 1600- og 1700-tals kort og er formentlig endnu ældre.

Vestersø i Hygum og Tørring sogne

Enkeltelementer
Afvandingskanaler, reguleret åløb, diger, pumpestation – 1950erne. Rækkegårdsbebyggelse særlig i Hygum Sogn.
Fortælling
De første forsøg på at afvande Vestersø mellem Hygum og Tørring Sogne skete i 1869, hvor et aktieselskab købte søen, inddæmmede den og søgte at udtørre den. Det mislykkedes, og søen blev i 1871 overtaget af et engelsk interessentskab, der lod den gro til med rør, som gav et godt udbytte. Ved en stormflod i 1895 blev dæmningen sprængt og søen fyldt med saltvand. I 1951 iværksatte man påny et landvindingsarbejde på den henved 200 tdr. land store sø, og der blev opført et nyt dige ud mod Limfjorden med en pumpestation. Den endelige udtørring var tilendebragt i 1956, og arealet har siden været opdyrket. Ud mod den tidligere søbred ligger enkeltgårdene i Hygum som en karakteristisk rækkegårdsbebyggelse, vendt mod engene omkring søen. På Tørringsiden ligger bl.a. Vadskjærgård, der er én af egnens tidligere små herregårde.

Gjellerodde, Tørring sogn

Enkeltelementer
Gjellergård, ”strandbebyggelse”, mindesten for digteren Thøger Larsen, diger, sluse ved afløb for Gjellersø.
Fortælling
Ved Gjeller Krog, d.v.s. bugten mellem bakkelandet og den flade odde, findes en spredt samling ældre ejendomme, som nu gemmer sig blandt sommerhusene. Det er en strandbebyggelse med rødder tilbage til 1700- og 1800-tallet, beboet af fjordfiskere. Det mest velbevarede eksempel er Gjellergård, som ligger enligt et stykke ude på odden. I husmandsstedet Underbjerg, der er nedrevet, voksede digteren Thøger Larsen op. Der er en mindesten for ham på Gjelleroddes sydstrand. Hans far kom til stedet i 1874 for at flytte en meget stor mølle, der skulle pumpe vandet ud af Gjellersø og Vestersø. Møllen blev flyttet til Gjellerodde fra Flyndersø. Ligesom i Vestersø mislykkedes afvandingsforsøget, men i Gjellersø blev det aldrig genoptaget. Slusen ved søens sydside findes stadig, ligesom det dige, der går fra Gjelleroddes sydside op forbi Gjellergård og ender langs sydbredden af Gjellersø hører til 1870ernes afvandingsforsøg. Den spåntækkede mølle stod ved diget ved sydøsthjørnet af søen; den blev solgt til nedbrydning i 1902.

Lemvig Kirkegård

Elementer
Hovedgang med store gravsteder, gravsteder og gravsten på kirkegårdens sydvestligste del.
Fortælling
På den ældste del af Lemvig Kirkegård er der på oprindelig plads bevaret gravsteder og gravsten tilbage til 1812, heriblandt adskillige store gravsteder over fremtrædende borgere og slægter i byen. Det gælder blandt andet hovedgangen, der er præget af store familiegravsteder med støbejernsgitre og gravsten over købmænd og virksomhedsindehavere. Denne del af kirkegården har i høj grad undgået nyere tids reguleringer og er samtidig præget af lang tids pleje af talentfulde kirkegårdsgartnere. Kirkegården er således både et smukt stykke kirkegårdsarkitektur og et væsentligt spejl af Lemvig bys historie.

Vesterbjerg og Vesterbakkerne i Lemvig

Enkeltelementer
Serpentinen i Vesterbjerg (1879), ”Velkomststen” ved toppen af Vesterbjerg, mindesten for Chr. Aaberg (1899). Jernbanebro i Vesterbjerg (1920), Lemvig Havnebane (1892). Lemvig Lystanlæg (1860) med musiktribune (1923) og informationstavler på vers (1920erne), stier og trapper.
Fortælling
De nøgne lerbakker ved Lem Vigs vestside tilhørte i 1800-tallet ”samtlige jordbrugere” i Lemvig. I 1855 foreslog byfogeden, at man skulle plante træer i denne fælles jord, og det blev straks vedtaget af kommunalbestyrelsen. Arbejdet kom dog først i gang i 1860, da formanden for kommunalbestyrelsen, købmand A.W. Andrup, og tobaksfabrikant Andreas Hansen i Vesterhus tog initiativet til en pengeindsamling blandt byens borgere. Der blev plantet træer og anlagt trapper og stier, og i 1893 blev der bygget en pavillon med servering. Denne pavillon blev siden udvidet, men nedbrændte og blev i 1994 afløst af Museet for religiøs Kunst, hvis arkitektur er inspireret af den nedbrændte pavillon. I 1923 blev den nuværende Musiktribune bygget, tegnet af arkitekten Helge Bojsen-Møller, og efter idé af sagfører Orla Buhl, Vesterbjerg i Lemvig, blev der samtidig opsat informationstavler af træ med forbud og oplysninger til publikum på vers, skrevet af ham selv.
Serpentinen i Vesterbjerg blev anlagt 1879 som en forbedring af den stejle nedkørsel ad Vesterbjerg, efter at der var kommet jernbanestation oven for byen. Det var et imponerende ingeniørprojekt. Midt i Serpentinen var et lille anlæg, hvor ”vælgerne” i 1899 opstillede et mindesmærke for folketingsmanden Chr. Aaberg, Møborg. Aaberg var bl.a. særdeles virksom for at skaffe jernbane til Lemvigegnen. Anlægget er væk, men mindesmærket står på sin oprindelige plads. Hen over Vesterbjerg blev der i 1892 bygget en jernbanebro, afløst 1920 af den nuværende næsten byportlignende bro, tegnet af arkitekten Helge Bojsen-Møller. Jernbanebroen hører til Havnebanen, der er anlagt i 1892 med et terminalspor over en terrænforskel på godt 30 m fra Lemvig Station til havnen. Havnebanen benyttes fortsat som turistseværdighed.
Oven for Vesterbjerg findes en sten med indskrift på to sider. De to vers er skrevet af sagfører Orla Buhl og byder på den ene side tilrejsende velkommen til byen og tager på den anden side afsked med dem. Stenen er hugget 1925 af stenhugger (senere billedhugger) Torvald Westergaard, Lemvig.

Kærlighedsstien og Stationstrappen, Lemvig

Enkeltelementer
Stiforløb fra Vesterbjerg til Gl. Sønderbjerg (1800-tal, antagelig ældre), trappeforløb mellem Stationskvarteret og den nedre bydel, anlagt 1881.
Fortælling
Den såkaldte Kærligshedsti eller Jomfrusti følger grænsen mellem byens grund og byens markjorder. Den markerer samtidig den særlige toldgrænse – konsumtionslinjen – der indtil 1852 adskilte købstaden fra bondelandet. Grænsen findes på kort fra 1797, men kan være ældre. På matrikelkort fra 1866 er stien aftegnet. Det midterste stykke blev nedlagt i 1883, da Frederiksgade blev anlagt. Når man følger den, har man stadig i nutiden en vis fornemmelse af skellet mellem byen og det tidligere ubebyggede land omkring den gamle bykerne.
Stationstrappen – eller Banegårdsstien, som er det officielle navn – blev anlagt i 1881 for at forbinde Jernbanestationen med den gamle bykerne. Ved huset midt på trappen findes et sølvmalet jerngelænder. Det stammer fra en stor norsk fuldrigger, ”Bragdø”, der forliste ved Vrist 1921. Langs Stationstrappen findes en del af Lemvig Museums ”Skulptursti” med værker af billedhuggeren Torvald Westergaard, Lemvig.

Lemvig Bymark og Vinkelgårdene i Heldum sogn

Enkeltelementer
Bymarksdige, gårddige, gårdene Nørre og Sønder Vinkel, det åbne bakkeland og udsigten mod Tørring Kirke.
Fortælling
Tværs over Lemvig Golfbane omkring 200 m fra bebyggelsens grænse ved den nordligste ende af Vinkelvej findes et uanseligt øst-vestgående dige med forblæste træer. Særlig ved digets vestligste del har det snarere karakter af en grøft med en lille vold indenfor. Det er det gamle bymarksdige mellem Lemvigs bymark og Heldum Sogns jorder. Bymarksdiget nævnes i en beskrivelse fra 1754 som nordgrænse for den såkaldte Store Toft i Lemvig Bys Nørmark; det kaldes her ”Skielsmisdige”. I samme kilde omtales ”den nørre Adelvej”, hvis forløb falder sammen med den nuværende villavej Ydunslund. Store Toft tilhørte i midten af 1700-tallet en meget rig købmandsenke ved navn Anna Maria Madsdatter (kaldt ”Fru Kammerråds”). Efter hendes død i 1759 blev det købt af købmand Simon Andrup, der i 1790 solgte toften til avlsbruger Niels Munk, der opførte gården Nørmark. Denne gårds stuehus (en senere bygning fra slutningen af 1800-tallet) ligger stadig som det yderste i den bymæssige bebyggelse. Sammenhængen mellem bymarksdiget, gården Nørmark, det gamle vejforløb og det åbne land (der er bevaret fri for bebyggelse og anvendes som golfbane) giver et enestående indtryk af 1700-tallets bynære landskab.
Dette indtryk forstærkes af udsigten over det åbne bakkeland mod gårdene Sønder og Nørre Vinkel i Heldum Sogn og over mod den højtliggende Tørring Kirke. Heldum Sogn er ét af landets mindste, men med særdeles god græsningsjord og enge omkring Hornsø. Helt tilbage til 1600-tallet var sognet delt mellem seks gårde, der ofte tilhørte handelsmænd i Lemvig. Her opdrættede de stude til salg. De største gårde var Sønder Vinkel og Nørre Vinkel. Sønder Vinkels velbevarede stuehus er opført 1838 af storbonden og studeopdrætteren Niels Munk Breinholt. Staldlængerne er opført 1920 i Bedre Byggeskikstil med en ny ladebygning mod syd. Gården drives stadig som landbrug. Nørre Vinkels stuehus er bygget 1841, ligesom Sønder Vinkel af store hårdtbrændte mursten. Gårdens store lade er bevaret, skønt noget ombygget. På denne gård drives der nu hotel. Tværs over marken (d.v.s. golfbanen) syd for Nørre Vinkel løber i øst-vestlig retning et stort jorddige; det stammer fra sidste halvdel af 1800-tallet, da den nu nedrevne gård Øster Vinkel blev skilt ud fra Nørre Vinkel.

Kabbelområdet i Nr. Lem sogn

Enkeltelementer
Herregården Kabbel, Kabbel Skov, ledsten ved Kabbel, hovedgårdsdige, Nørre Lem Kirke med gravkapel og udsmykning, Stiernhielms Hospital.
Fortælling
Området udgør en sammenhængende fortælling, hvis omdrejningspunkt er en fremtrædende købmandfamilie i Lemvig i 1700-tallet. Samtidig er der tale om et storslået landskab med udsigt over Limfjorden. Der er omfattende landskabsfredninger i området.
Købmand Niels Jacobsen, hans kone Anna Maria Wandborg og deres søn Jens Wandborg de Stiernhielm ejede Kabbel og Nr. Lem Kirke. De nuværende bygninger på Kabbel stammer fra henholdsvis 1840’erne (stuehuset) og slutningen af 1800-tallet (tårnbygning og udlænger). Det er et smukt og helstøbt anlæg, liggende med udsigt over vigen og Nissum Bredning, og i nærheden af en lille skov. Stednavnet Kabbel betyder ”sømærkeskov”. Det kan tyde på, at der her er tale om én af de få skovrester med kontinuitet tilbage til den oprindelige skov i Vestjylland. Dele af Kabbels hovedgårdsdige er bevaret, ligesom to ledsten ved Kabbelvej. Familien på Kabbel satte et markant præg på Nr. Lem Kirke, idet sønnen i 1760’erne bekostede et rigt og stadig velbevaret rokokoinventar, ligesom familiens gravkapel, indrettet 1770, stadig findes med fire sorte voksenkister og én lille barnekiste. Ved kirkegårdsdiget lod Anna Maria Wandborg i 1780 opføre det såkaldte Stiernhielms Hospital til minde om sin søn, indrettet til plejehjem og skole. Bygningen er fredet.

Teglværksbakkerne ved Lemvig

Enkeltelementer
Lergrave, tipvognsspor, teglværksejerens villa, mindesten, friluftsteater.
Fortælling
Fra 1851 til 1971 lå der ved Lem Vigs østside et teglværk. Dette har sat sig spor i landskabet i form af lergrave fra forskellige perioder samt tracéer fra nedlagte tipvognsspor. De ældste lergrave ligger i et lille skovområde, og her står en mindesten for teglværksejer Chr. Willemoes (død 1917) og hans kone Ane. I dette område blev der i 1947 blev anlagt et friluftsteater i en af de gamle lergrave; det er stadig delvist bevaret. De nyere lergrave ligger i det åbne bakkeland med vid udsigt over Limfjorden. I 1908 byggede Chr. Willemoes den statelige Teglværksvilla oppe på bakken over teglværket. Selve teglværket blev revet ned i begyndelsen af 1970’erne. Området ligger på grænsen mellem by og land og repræsenterer et stykke lokal industrihistorie i en smuk landskabelig ramme.

Lemvig Sø og Sødal

Enkeltelementer
Bebyggelsen ved søens østside, sportspladsen, det tidligere Afholdshotel, mindesten for Ole Nygaard og Stauning ved søen og for Fr. Schiøttz Christensen i Østerbjerg, kildevæld, græsningslandskab.
Fortælling
Lemvig Sø ligger på grænsen mellem by og åbent land og forlænges landskabeligt ind i den fredede Sødal, hvor der i slugterne findes et uberørt græsningslandskab. På Sølystvej ligger den tidligere landbrugsejendom Sølyst, oprindelig den eneste på denne side af søen. I bakken øst for søen udspringer et meget vandførende kildevæld, der nu er stensat. En kilde i dette område nævnes i beskrivelser og på kort fra 1700-tallet. Ved siden af kildevældet findes et lille anlæg med en mindesten for den socialdemokratiske statsminister Stauning, rejst af vælgere i Ringkøbing Amt i 1946. Initiativ til denne mindesten blev taget af Lemvigs særdeles energiske lokalredaktør af Socialdemokraten, redaktør Madsen, og maler O. Høft. Initiativet er forbavsende, eftersom Lemvig aldrig har været en arbejderby eller –egn, og mindesmærket er således på ingen måde egnstypisk, men udtryk for enkeltpersoners glødende engagement. Egnstypisk er derimod mindestenen på søens vestside for afholdsapostlen Ole Nygaard, hugget af billedhugger Torvald Westergaard, Lemvig, og rejst i 1928. Afholdsbevægelsen spillede en særdeles stor rolle i Lemvig fra slutningen af 1800-tallet og langt op i 1900-tallet og har sat sig andre markante spor i byen, nemlig det tidligere Afholdshotel i Østergade og mindestenen for Lemvig Afholdsforenings markante formand gennem mange år, Fr. Schiøttz Christensen, i Østerbjerg.
Nord for søen ligger byens første kommunale sportsplads, anlagt 1930. Lemvig Gymnastikforening var nært forbundet med Afholdsbevægelsen og holdt i mange år sine møder og fester i Afholdshotellet, ligesom Schiøttz Christensen var en stor sportsmand.
Området omkring søen rummer således væsentlige minder om de folkelige og politiske bevægelser på Lemvigegnen i begyndelsen af 1900-tallet.

Bovbjerg-området

Enkeltelementer
Bovbjerg Fyr, mindesten for kong Frederik VI’s besøg på Bovbjerg 1826, for Venstrepolitikeren Chr. Berg og for fyringeniør C.F. Grove. Høfder, tracée af smalsporet jernbane, tidligere støbeplads, Kystdirektoratets arbejdsplads med røde træhuse. Bovbjerg Minimuseum. Jens Søndergaard Museet med JS’s skulpturer udenfor. Ferring Kirke og kirkegård. Ferring By og bebyggelsen på Ferring Strand.
Fortælling
Det storslåede landskab på den op til 41 m høje klint ud mod Vesterhavet rummer en række kulturmiljøelementer, der tilsammen udgør en sammenhængende fortælling om vestjyske livsvilkår og særpræg. På det højeste punkt blev Bovbjerg Fyr bygget i 1877, et markant og velbevaret bygningsværk med stor historisk betydning og symbolværdi. Fra fyret har man udsigt over et meget stort område, blandt andet nordpå mod Ferring Sø, hvor man får et godt overblik over den indsejling fra havet til Limfjorden, som sandede til i 1100-tallet. Vest for fyret ved bronzealderhøjen Hesthøj står en obeliskformet mindesten for Kong Frederik IV’s besøg på stedet 1826 og 1830, hvor han som den første danske konge kom til egnen – for at se på de voldsomme virkninger af Aggertangens gennembrud. Nord for fyret findes en mindesten for Venstres politiske fører omkring århundredeskiftet 1900, Chr. Berg. Fyret er tegnet af fyringeniør C.F. Grove, for hvem der står en mindesten nord for Ferring By. Omkring denne mindesten findes en række mindre sten med årstal for stormfloder tilbage til middelalderen. Grove var drivkraften i det arbejde for at sikre kysten med høfder, som blev iværksat i 1875, og som siden blev fortsat af Vandbygningsvæsenet (omorganiseret til Kystinspektoratet og siden til Kystdirektoratet). Denne statslige myndighed har stadig en arbejdsplads på Bovbjerg, bestående af en samling rødmalede træhuse, ligesom der er rester af den store støbeplads for høfdeblokke og af den smalsporede jernbane, som blev brugt til transport af blokkene langs skrænten. I et af Kystdirektoratets huse findes Bovbjerg Minimuseum, der fortæller om naturen og livet i området. Hele vejen langs klinten har man et godt udsyn over høfdeanlæggene på stranden.
Tæt ved skrænten findes maleren Jens Søndergaards Museum i hans tidligere sommerhus og atelier. Han var et af de yngre medlemmer af den kunstnerkreds, der knyttede sig til det nu nedrevne Bovbjerg Badehotel. Badehotellet tilhørte kunstneren Kr. Bjerre, og det dannede rammen både om et intensivt turist- og badeliv tilbage til 1890’erne og om et lokalt baseret kunstnermiljø med folk som maleren Niels Bjerre og digteren Thøger Larsen. Uden for Jens Søndergaard Museet findes tre cementskulpturer, udført af Jens Søndergaard af cement fra Vandbygningsvæsenets støbeplads.
Ferring Kirke er en enkel romansk kirke, smukt og særpræget beliggende på en kirkegård med grønsvær og hvide stakitter, som værner beplantningen mod vestenvinden.
Ferring By samler sig omkring kirken i modsætning til den oprindeligt spredte bebyggelse på den nordfor liggende Ferring Strand. Her ligger 1800-tallets stråtækte øst-vestvendte fiskerhuse mellem nyere fiskerhuse fra kystfiskeriets sidste år (1910’erne-20’erne) og sommerhuse fra de sidste årtier af 1900-tallet. Fra Ferring Strand har der været drevet kystfiskeri tilbage i 1700-tallet og antagelig før. Bebyggelsen på Ferring Strand er således et minde om det tidlige erhvervsfiskeri på Vestkysten – før anlæg af fiskerihavne.

Trans-området

Enkeltelementer
Trans Kirke og kirkegård, gammel skole, tvillinggårde, enkeltgårdslandskab.
Fortælling
Trans Kirke ligger yderst mod havet ved den sydlige ende af Bovbjergklinten; kirkegårdsdiget er sat af strandsten, og den sparsomt benyttede kirkegård består af grønsvær med gravsteder, indhegnet af hvidmalede stakitter. Øst for kirken ligger den gamle Trans Skole med bygninger fra 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, mens sognets øvrige bebyggelse ligger spredt i det åbne træløse landskab. Her får man et godt indtryk af den karakteristiske enkeltgårdsbebyggelse, som kan dokumenteres helt tilbage til 1600-tallet på Lemvigegnen, både på sandjorden og som her på den gode lermuldede jord. Fra Trans Kirke er der et flot udsyn mod nord mod Bovbjerg Fyr og mod syd mod Fjaltring Kirke samt over høfderne langs hele denne kyststrækning.

Fjaltring-området

Enkeltelementer
Høfde Q, digeanlæg i området ved Tuskjær, rækkegårdsbebyggelse.
Fortælling
I 1970’erne tog Vandbygningsvæsenet fat på en række omfattende kystsikringsarbejder i området fra Bøvling Klit til kysten vest for Fjaltring Kirke. Her opstod der et stridspunkt omkring Høfde Q, lige vest for kirken. For befolkningen i området er Høfde Q gennem årene blevet både et focuspunkt i diskussionerne om hvem der skal bestemme på kysten, og et populært mødested med en god badestrand. I den sydlige del af området findes en del nyere kystsikringsanlæg, etableret fra 1970’erne og frem, hvor man for at sikre kysten mod uhensigtsmæssige indskæringer på Bøvling Klit blev nødt til at bygge et indrykket dige og ekspropriere de gårde, som nu kom til at ligge vest for diget. Staten overtog gårdene, og her ligger nu kulturcentrene Tuskjær og Tukak.
Langs Rubyvej ligger en karakteristisk rækkegårdsbebyggelse med et par gamle strandfogedgårde. Flere af gårdene har stuehuse fra 1800-tallet i den traditionelle vestjyske byggeskik.

Vandborg sogn – de små vejbyer

Enkeltelementer
Vandborg Kirkeby med kirke, de gamle skoler og lille bykerne, Vandborg Mejeriby med forsamlingshus og Vandborg Smedeby med Vandborg Karosserifabrik. Kirkensgårdvej.
Fortælling
På Lemvigegnen har der aldrig været landsbyer. De bymæssige bebyggelser, som i nutiden kan ses i landskabet, stammer fra 1800-tallets sidste del. Disse små byer opstod omkring vejkryds, hvor man byggede mejerier, smedier, købmandshandel m.v., ofte flere tilløb i samme sogn. De tre ”byer” i Vandborg sogn er et velbevaret og smukt eksempel. I Vandborg Kirkeby findes således en velbevaret skole fra 1800-tallet og dens afløser fra 1910 med gymnastiksal. Lidt vest for kirkebyen ligger det nedlagte Vandborg Mejeri med bestyrerbolig og forsamlingshus i en sammenhængende Bedre Byggeskiksarkitektur. I Smedebyen er den smedie, der har givet navn til bebyggelsen, nedrevet, men der findes en moderne variant – Vandborg Karosserifabrik. Kirkebyen og smedebyen bindes sammen af den gamle landevej, Kirkensgårdvej, der har et bølgende forløb, hvor den passerer hovedstilstandslinjen fra sidste istid.

Råbjerghøj i Vandborg sogn

Enkeltelementer
Folkelig mødeplads, mindesten for Knud Thøgersen og Jens Aagaard.
Fortælling
Mødeplads, etableret fra 1909 af Vestjysk Husmandsforening på en hedebakke midt i et dengang øde landskab med lyng og mosehuller. Hedebakken blev plantet til med mange slags træer, og der blev anlagt forsøgsmark og mødeplads med et lille hus og flagstang. I området, der stadig danner rammer om forskellige arrangementer som for eksempel børnedyrskue, findes to mindesten over fremtrædende lokale husmandsførere, Knud Thøgersen og Jens Aagaard, udført af billedhugger Torvald Westergaard, Lemvig.

Rammedige og Oldtidsvejen, Ramme sogn

Enkeltelementer
Jernaldervolden Rammedige, gravhøje fra yngre stenalder og bronzealder. ”Oldtidsvejen”.
Fortælling
Rammedige er en fredet forsvarsvold fra Jernalderen. Sammen med nogle nu forsvundne moseområder har den beskyttet et område vest for volden helt ud til havet. Volden ligger på tværs af den såkaldte ”Oldtidsvej”, et vejforløb fra Dybe Å ind mod Holstebro og videre østpå mod Viborg. Vejforløbet markeres af højgrupper og højrækker fra yngre stenalder og bronzealder og er således meget ældre end volden. Omkring Rammedige ligger tretten bevarede gravhøje, og der er herfra fine sigtelinjer mod Bovbjerg Fyr og Trans Kirke, der markerer kystlinjen i forhold til voldanlægget.

Oldtidsvejen, Ramme-Lomborg sogne

Enkeltelementer
Gravhøje fra yngre stenalder og bronzealder.
Fortælling
Samlingen af høje i dette område giver et indtryk af højtætheden omkring ”Oldtidsvejen”, selv om der mellem de nuværende har været mange flere, nu overpløjede. Oldtidsvejen er et vejforløb, der strækker sig fra Dybe Å ind mod Holstebro og videre østpå mod Viborg.

Oldtidsvejen i Fabjerg sogn

Enkeltelementer
Højrækker af bronzealderhøje
Fortælling
Del af den såkaldte ”Oldtidsvej” fra Dybe Å over Holstebro til Viborg. Vejforløbet markeres af en flot række af bronzealderhøje, der leder frem mod et nu forsvundet vadested ved Bredmade Dal.

Rysensteen og Bøvling Kirke i Bøvling sogn

Enkeltelementer
Herregården Rysensteen med voldgrav og omliggende enge, Bøvling Kirke.
Fortælling
Synligt i landskabet på en borgbanke ligger herregården Rysensteen med hvidkalkede bygninger, der går tilbage til 1600-tallet. Omkring borgbanken er voldgraven bevaret. Særlig nord for gården ser man stadig de enge, som var baggrunden for gårdens velstand, der stammede fra studeopdræt. Gården hed indtil 1664 Bøvling Slot og tilhørte i middelalderen Ribe Bispestol og efter reformationen kongen. Herregårdens beboere har sat sit præg på den nærliggende Bøvling Kirke, der har løgspir og en altertavle i bruskbarok, som er skænket fra friherre Chr. Juul og Jeanne Marie Rüse i 1684. Til herregården hørte hele den vestlige del af den nuværende Lemvig Kommune samt Harboørelandet.

Bøvlingbjerg i Bøvling sogn

Enkeltelementer
Bøvlingbjerg med valgmenighedskirke og –kirkegård, friskole og forsamlinghus, kommuneskole, elværk, nye og gammelt missionshus, tidligere gæstehjem, apotek, Hornvarefabrikken Husflid, lystanlæg m.m.
Fortælling
Bebyggelsen er vokset frem omkring landevejen på en lille bakkeø i slutningen af 1800-tallet. Byen blev tidligt et spejl for tidens åndelige strømninger. I 1875 blev der bygget grundtvigsk valgmenighedskirke med tilhørende friskole fra 1877. 1882 opførte man egnens første – og dengang amtets største – forsamlingshus. Det indre missionske samfund knyttede sig til sognekirken og kommuneskolen og byggede missionshus i 1884. Bysamfundet fik gennem årene en række bymæssige funktioner som et lille sygehus, apotek, et varieret udbud af forretninger, virksomheder m.v., og det er stadig et velfungerende lokalsamfund med mange funktioner. I byens østlige udkant ligger Hornvarefabrikken Husflid, oprettet 1929. Fabrikken viderefører en lokal tradition, idet bønder og husmænd i nabosognet Nees helt tilbage til 1800-tallets begyndelse fremstillede hornskeer af importerede sydamerikanske oksehorn. Også i byens østlige udkant ligger et lille lystanlæg med åløb og bro.

Fåre Stationsby og Fåremølle – i Bøvling sogn

Enkeltelementer
Stationsbygning, det centrale vej- og jernbanekryds med de mange skilte og det lange kig ud langs banelinjen, vejkrydsbebyggelsen med forsamlingshus og stationsbyarkitektur. Mølledæmning ved Fåremølle.
Fortælling
Stationen i Fåre blev anlagt på bar mark i 1879 på jernbanen Vemb-Lemvig. Stedet fik ingen større udvikling, og vejnet og bebyggelse giver derfor et godt indtryk af, hvordan de små vestjyske stationsbyer så ud i begyndelsesfasen. Den nedlagte stationsbygning er bevaret og giver sammen med et hus med tårn på stationspladsen et indtryk af ambitionerne om vækst i etableringsfasen.
Sydøst for byen ligger gården Fåremølle med bevaret mølledæmning. Her fandtes i 1800-tallet et lille industrielt centrum omkring vandmøllen med produktion af mel og gryn, i årenes løb udbygget med stivelsesfabrik, farve- og malervaremølle, benmølle, maltgøreri og savværk. Benmelsfabrikationen startede allerede i 1842-43, hvilket var pionerarbejde, antagelig inspireret direkte fra England. Benmelet kunne bruges som gødning ved opdyrkning af hede.

Bækmark Hovedgård i Flynder sogn

Enkeltelementer
Bækmark Hovedgård med borgbanke og voldgrav. To romanske vejkors. Hovedgårdsdige.
Fortælling
Bækmark Hovedgårds stuehus går tilbage til 1600-tallet. Det ligger sammen med senere udlænger på en lille borgbanke omgivet af en voldgrav. Bækmark tilhørte i middelalderen Ribe Bispestol og lå strategisk vigtigt ved et nord-sydgående vejstrøg gennem Vestjylland. Dele af hovedgårdsdiget er bevaret. I nærheden af gården findes to romanske vejkors, som kan have markeret, hvor alfarvej gik ind på gejstlig jord. Det kendes bl.a. fra Gudumkloster, hvor korset dog allerede forsvandt engang efter reformationen.

Jægerhytten i Nees sogn

Enkeltelementer
Fjordhavn, strandenge, stråtækt hus.
Fortælling
Dette er en af de gamle fjordfiskerpladser ved Nissum Fjord. Herfra drev bønder og husmænd i det fattige Nees sogn et husbehovsfiskeri efter flyndere, ål og helt. Ved Jægerhytten findes i dag en lille jollehavn, enkelt bygget af nedrammede pæle og med flere små bassiner, hvor fritidsfiskere har deres joller og små motorbåde til at ligge. Mellem bassinerne er der trådte stier i græsset. Lidt oppe i land ligger et ældre stråtækt hus. Stedet ligger smukt i strandengene ud mod Nissum Fjord med udsigt over mod Thorsminde.

Grønfold i Nees sogn

Enkeltelementer
Ringformet studefold.
Fortælling
Den ringformede lave vold ligger synligt i et græsbevokset område. Det er egentlig en studefold, som hørte til den lille herregård Ulsund i Nees; den lå i den såkaldte Ulsund Hede og blev brugt til at samlede dyrene i om natten. I 1840’erne blev den taget i brug som mødested for de omvendte i Nees sogn, som forsamledes her på sommersøndage for at læse, bede og synge. Der findes en sang om dette fænomen.

Grusgrav ved Rom Kirke

Enkeltelementer
Tidligere grusgrav, 1900-tallet.
Fortælling
Den nu nedlagte grusgrav omringer den nordlige del af Rom Kirkes kirkegårdsdige på en måde, så kirken set fra nord næsten synes at ligge på en lille stejl ø. Området har kulturhistorisk interesse, fordi grusgraven er et velbevaret eksempel på en råstofudnyttelse, som man ikke i nutiden ville få tilladelse til på grund af fredningsbestemmelserne for kirkernes omgivelser.

Grusgrav ved Gammel Landevej, Rom sogn

Enkeltelementer
Tidligere grusgrav, 1900-tallet.
Fortælling
Tidligere grusgrav med meget store afgravede flader, etableret i landskabet langs hovedstilstandslinjen fra sidste istid. Karakteristisk råstofsudnyttelse i dette område.

Flygtningelejren i Rom sogn

Enkeltelementer
Opdyrket areal, husmandssteder.
Fortælling
I det nordvestligste hjørne af Klosterheden lå under besættelsen 1940-45 ”Rom Flyveplads” med startbanen, bunkere, barakker m.v. Den nordlige del af dette helt flade område bruges nu som flyveplads, primært for svævefly og mindre privatfly, den sydlige som landbrugsjord, bebygget med 6 husmandsbrug, hvoraf flere har velbevarede gårdsanlæg. Efter besættelsen blev der etableret en stor flygtningelejr for tyske flygtninge på området. Startbanerne blev pløjet op, og jorden dyrket op af beboerne i flygtningelejren. Da lejren blev opløst, overvejede man at tilplante arealet som en del af Klosterheden Plantage, men besluttede i stedet at udnytte den opdyrkede jord til anlæg af seks (otte?) statshusmandsbrug, som stadig ligger markant på det åbne stykke land i skoven.

Nørre Nissum Seminarieby og kirkeby

Enkeltelementer
Præstegården, Akropolis, Athen og Sparta, Den gule Bygning, Portgård, mindesten for Ad.L. Hansen, Nr. Nissum Højskole, missionshus samt Nr. Nissum kirkegård med gravminder for rektorer og seminarielærere.
Fortælling
Nørre Nissum seminarieby er vokset op på bar mark gennem de sidste godt 100 år. Undervisningen begyndte i sognets gamle præstegård med højskole fra 1887 og seminarium fra 1892 under det indremissionske motto ”Bed og arbejd”. En lang række bygninger fra hele perioden er bevaret og bruges stadig til undervisning. Centralt i Seminariebyen ligger præstegården, opført 1888, Akropolis, hvis kærne er den første egentlige højskolebygning, de ældste seminariebygninger, Athen fra 1892, Sparta fra 1893 og Theben fra 1894. På Den gule Bygning findes en plade med mottoet ”Bed og arbejd” og ved gavlen står en stor mindesten for seminariets stifter, sognepræst Ad.L. Hansen. Bygningen er tegnet af seminariets og højskolens tegnelærer, bygningskonstruktør J.N. Helligsø. I Seminariebyens sydlige udkant ligger Portgård fra 1903, der blev bygget som landbrug med det formål for øje at forsyne højskolens og seminariets køkken med mælk, kød, æg og grønsager.
I Nørre Nissum Kirkeby ligger missionshuset fra 1906 og højskolen fra 1923, begge tegnet af J.N. Helligsøe. På Nørre Nissum kirkegård findes en række gravminder for skolens ledere og lærere, bl.a. for Ad.L. Hansen.
Tilsammen rummer området et væsentligt stykke vestjysk skolehistorie, der samtidig afspejler de kraftige åndelige strømninger i 1800-tallets slutning.

Remmerstrand i Gudum sogn

Enkeltelementer
Huse langs Remmerstrandvej.
Fortælling
Bebyggelsen langs Remmerstrandvej består af fortrinsvis mindre ejendomme og huse, ofte forsynet med indtil flere udhuse. Det er en strandbebyggelse på den magre jord, opstået som udkantsbebyggelse til det frugtbare Gudum Sogn. Beboerne ernærede sig tidligere som daglejere hos bønderne, bierhvervsfiskere og småhåndværkere. Bebyggelsen ses godt fra skrænterne, når man kører ned ad Højbjergvej mod fjorden.
Denne type bebyggelse findes også i Hygum (Ryletorv) og Ferring (Ferring Strand).

Viumvej i Gudum sogn

Enkeltelementer
Vejforløb, oldtidshøje, Råbjerg med troldesagn.
Fortælling
Viumvej er en del af den gamle landevej fra Lemvig over Nørre Nissum og Gudum mod Viborg. Den har stadig et bugtet forløb mellem det tidligere Nørre Nissum Mejeri og Krøjkær. Ved Vium og Råbjerghøj findes flere grupper af bronzealderhøje. Den store banke Råbjerghøj er naturlig, men til den knytter sig et morsomt folkesagn. Det fortæller om en trold, som boede ude i Klosterheden, men som ville bygge en bro over til Thy. Han fyldte derfor sand i sin vante, men da han nåede ud i nærheden af kysten, gik der hul på vanten, og det der var i selve vanten blev til Store Råbjerg, men det der var i tommelfingeren, blev til Lille Råbjerg.

Trælborgdal i Gudum sogn

Enkeltelementer
Naturlig dal med ureguleret åløb, to jernaldervolde samt et antageligt middelalderligt voldsted.
Fortælling
Trælborgdalen udgjorde tidligere en væsentlig barriere for færdsel i landskabet i øst-vestgående retning. Nord for Fabjergvej samt nord for Borgbro findes to halvcirkelformede jernaldervolde og lige syd for Fabjergvej – på vestsiden af dalen – ligger et ret stort middelalderligt voldsted, dannet af et naturligt fremskydende næs, der er afskåret fra landsiden ved dybe, tørre grave. Der knytter sig ingen historiske kilder til middelaldervoldstedet, men tilstedeværelse af de tre voldanlæg vidner om Gudums sogns betydning i ældre tid (tingsted, kloster, vadesteder for hovedveje).

Gudumkloster og Gudumstad i Gudum sogn

Enkeltelementer
Gudum Kirke, Gården Gudumkloster, gården Klostermølle og vandmøllen Klostermølle, mindesten for Kr. Touborg.
Fortælling
Gudum Kirke var fra 1483 klosterkirke til Gudum Kloster, et benediktiner nonnekloster, som var etableret i 1200-tallet. I kirkens murværk ses stadig spor af døre og vinduer fra klosteret tid. Klosterets bygninger forsvandt i løbet af 1600- og 1700-tallet. Gården Gudumklosters nuværende hovedbygning stammer fra 1700-tallet og ligger tæt ved kirken. Lidt længere nede i Trælborgdalen ligger gården Klostermølle med velbevaret stråtækt stuehus og vandmøllen Klostermølle, hvis historie går tilbage til middelalderen. Den nuværende møllebygning er opført 1819. I Tingdalen står en mindesten for Klostermølles ejer, Kr. Touborg, med et vers af Jeppe Aakjær, rejst 1922 af Lemvig Radikale Venstreforening. Over Klostermølles gårdsplads går et gammelt vejforløb, som indgår i et større kompleks af middelalderlige vejføringer fra Lemvig mod Viborg. Både ved Klostermølle og ved bebyggelsen Gudumstad findes velbevarede hulvejsforløb af stor ælde, samlet omkring de tidligere vadesteder over Klostermølle Å. Hulvejene ved Gudumstad er delvis bevarede som dybt nedskårne parallelforløb, dels som asfalterede ”villaveje” i bebyggelsen. Områdets betydning som tingsted for Skodborg Herreds ting er bevaret i stednavne som Tingtoft og Tingdal.
Hele området rummer et særdeles væsentligt stykke middelalderhistorie på Lemvigegnen.

Landevej fra Klostermølle i Gudum til Kjærgårdsmølle i Ølby sogn

Enkeltelementer
Vejforløb med vadestedskarakter ved Kramshule Dal og Kjærgårdsmølle. Østre Skole i Gudum.
Fortælling
Del af middelalderligt vejforløb fra Lemvig til Viborg, med vadestedsforgreninger ved landskabshindringer som dale og åløb. Vejen er bevaret som smal grusvej på det meste af strækningen. Ved Klosterhedevej passerer den den gamle stråtækte Østre Skole i Gudum.

Åmølle i Gudum sogn

Enkeltelementer
Vandmøllen Åmølle, mølledam og gamle ålejer, gårdens Åmølles stuehus, gammel vejstrækning med bro, egekrat.
Fortælling
Åmølles historie går tilbage til middelalderen. De nuværende fredede bygninger stammer fra 1839 ligesom stuehuset. De tidligere bygninger blev ødelagt ved stormfloden 1839. Omkring møllebygningen findes den reetablerede møllesø samt rester af dæmninger og ålejer. Et stykke af den gamle landevej mellem Lemvig og Oddesund er bevaret med en stenbro over mølleåen. Vejen passerer et lille egekrat, som ifølge Videnskabernes Selskabs kort fra 1790 var det eneste stykke skov på Lemvigegnen, indtil man begyndte at plante nåletræsplantager i 1870’erne. Vejforløbet fortsætter på den modsatte side af den moderne vej og fremtræder som en langagtig fordybning i grønsværen hen over Toftum Bakker.

Galgehøje i Gudum Sogn

Enkeltelementer
Bronzealderhøje.
Fortælling
Ved Skodborghus ligger en lille samling bronzealderhøje, hvortil navnet Galgehøj er knyttet. Navnet skal antagelig ses i forbindelse med det middelalderlige Skodborg Herreds Ting, som blev holdt i Gudum (antagelig på Tingtoft eller i Tingdalen ved den nuværende Gudumstad) indtil 1600-tallet. Betegnelsen Skodborg Herred knytter sig til gården Skodborg i Gudum sogn.

Husmandsudstykningen Gudumlund i Gudum sogn

Enkeltelementer
Udstykningplan, bevarede ejendomme, fælles frysehus.
Fortælling
Gudum Hede - nord for det areal, der var blevet overtaget af staten til plantage - blev taget under plov fra 1946 og i årene derefter. I 1948 forelå planen for udstykningen i 15 ejendomme, og i efteråret samme år blev parcellerne afhændet. De fleste begyndte med at bygge et hønsehus, som man kunne bo i den første sommer, mens stuehuset blev bygget. Andelsfrysehuset blev oprettet i 1953; bygningen er bevaret og indrettet som en lille udstilling om Gudumlund.

Adelvej i Klosterheden, Gudum sogn

Enkeltelementer
Vejspor igennem skoven.
Fortælling
I Klosterheden Plantages nordøstligste hjørne findes et vejspor med navnet Adelvej. Adelvej var i middelalderen betegnelse på den såkaldte ”alfarvej”, d.v.s. offentlig vej eller hovedvej. Vejsporet er en del af middelalderens vejforløb mellem Lemvig og Viborg med sammenhæng med Fabjerg Kirkevej-Saugmandsvej over Bredmade Dal. Det stiler mod Ørvejle i Fousing – Ørvejle betyder ”vadested ved et gruset næs”.

Saugmandsvej-Rødemøllevej fra Bredmade i Gudum til Nr. Holmgård i Møborg

Enkeltelementer
Vejforløb bevaret dels i moderne vej, dels i skovvej og dels med parallelle hulvejsforløb.
Fortælling
Hvor Saugmandsvej krydser Bredmade Dal, findes en række parallelle hulvejsforløb. Vadestedet markeres af en lille gruppe bronzealderhøje; det vides fra en senmiddelalderlig kilde, at der på én af disse høje øst for vejen stod et stenkors – antagelig som en markør for, at vejen her gik ind på Gudumklosters jord. Syd for Bredmade deler vejforløbet sig – ét går mod sydøst til det bevarede stykke Adelvej i Klosterheden Plantages nordøstlige hjørne, et andet går mod syd i den nuværende Saugmandsvej gennem Klosterheden Plantage og fortsætter i Rødemøllevej mod den middelalderlige hovedgård Nørre Holmgård i Møborg. Vejforløbet respekterer vådområder og bøjer let udenom ved åløb og ådale i det gamle hedeområde. Der knytter sig et sagn til denne vejstrækning, ifølge hvilken den kaldes ”æ Karetvej” eller ”Poul Eliases Vej”, efter en mand som boede på Østergård i Gudum, men som tjente i mange år som ridefoged på Nørre Holmgård. Ifølge sagnet kører han hver nat ad vejen fra Holmgård i Møborg til Østergård. Manden er en virkelig person, hvis gravsten fra 1683 findes i Gudum Kirke.

Gammel Landevej i Klosterheden Plantage

Enkeltelementer
Vejforløb fra Rom Kirke til Linde. Bevaret hedestrækning. Skovridergården Sønderby med møllesø. Skovfogedbolig ved Fruerhøj. Bevarede 1700-tals milesten (såkaldte Ole Rømer-sten). Stenkiste ved Hestbæk Bro.
Fortælling
Gammel Landevej går i lige linje fra Rom Kirke til Linde By. Den er belagt med grus. Den passerer gennem Klosterheden Plantage, men også gennem et genskabt stykke hede, der giver et indtryk af vejens oprindelige omgivelser. Vejen findes på Ole Rømers kort fra slutningen af 1600-tallet og blev i slutningen af 1700-tallet afmærket med små granitmilesten af Ole Rømer-type. Disse milesten findes stadig ved vejen, idet flere af dem dog har været flyttet væk og er genanbragt efter oplysninger på gamle kort. Ved Hestbæk bro er bevaret en stenkistebro, antagelig fra begyndelsen af 1800-tallet. Vejen gik tidligere gennem et øde hedelandskab, som var så godt som ubeboet. Selve vejanlægget har en mærkelig ingeniøragtig udformning, som er usædvanlig i forhold til tidligere tiders vejanlæg, særlig på den måde, at vejen har en fuldstændig lige sigtelinje, der lader den passere over ådale og vandløb, der i 1600-tallet må have betydet væsentlige hindringer for færdselen. Det kan få én til at formode, at vejen kan være anlagt af de talrige tropper, der under 1600-tallets krige bevisligt marcherede med store transporter fra Rom Kirke mod Holstebro. Møllesøen ved skovridergården er reetableret, men hører sammen med den i 1900-tallets begyndelse forsvundne Fabjerg Vestre Mølle. Møllen nævnes allerede i 1400-tallet. Både Skovridergården Sønderby og Skovfogedstedet Fruerhøj har velbevarede bygninger fra slutningen af 1800-tallet.

Klosterheden Plantage – gammel skovdel i Gudum sogn

Enkeltelementer
Oprindeligt vejnet, dige, planteskoler, plantørbolig.
Fortælling
Den ældste del af Klosterheden Statsskovdistrikt, hvor tilplantningen blev påbegyndt i 1874. Her findes det oprindelige vejnet samt et stort tørvedige – Gammel Dige – som markerede plantagens nordside. Den nuværende skovfogedbolig var den første plantørbolig, og i nærheden af denne findes stadig nogle planteskoler fra skovens første årtier, indhegnet med tørvediger. Nord-syd går gennem området den snorlige Klosterhedevej, som er et godt eksempel på vejanlæggene i statsskovdistriktet.

Trælborgvej i Møborg

Enkeltelementer
Vejspor.
Fortælling
I området Sækken – syd for Vilhelmsborgvej – løber der langs det gamle sogneskel mellem Møborg sogn og Gudum sogn en skovvej, der i senmiddelalderlige kilder omtales som en ”adelvej”, altså en hovedvej.

Holmgård Mose i Møborg sogn

Enkeltelementer
Bevarede mosestrækninger og opdyrkning.
Fortælling
Holmgård Mose tilhørte i 1600- og 1700-tallet hovedgården Nørre Holmgård, men bønderne i Møborg havde ret til at bjerge tørv dér. Tørvene blev brugt som brændsel, og fra Holmgård Mose kom så godt som hele brændselsforsyningen til Lemvig gennem flere hundrede år, indtil den i sidste halvdel af 1800-tallet efterhånden blev afløst af importeret kul og koks. Det store moseområde er i 1900-tallet blevet næsten uddrænet og delvis bebygget med ejendomme.

Donskjær i Møborg

Enkeltelementer
Opdyrkning fra 1940’erne, husmandsejendomme.
Fortælling
Donskjær var et fugtigt moseområde, der blev brugt til tørvegravning. Ved Hedeselskabets hjælp fik et par lokale folk imidlertid iværksat et omfattende udtørringsarbejde, som blev påbegyndt i sommeren 1948. I foråret 1950 var området klar til tilsåning, og der var anlagt to indgrøftede hovedveje. Området blev brugt til græsning, men der blev også snart anlagt nogle ejendomme, der dyrkede den nyindvundne jord. Området har stadig karakter af et opdyrkningslandskab, fladt og vidtstrakt med grøfter og enkelte tilbageblevne kær.

Møborg Kirke og Baunehøj

Enkeltelementer
Møborg Kirke, Baunehøj og udsigt over det åbne land.
Fortælling
Møborg Kirke ligger højt i landskabet på Møborg Bakkeø. Bag den kommer man op på Møborg Baunehøj, hvorfra der er en vid udsigt over det tidligere hede- og moselandskab i denne del af Lemvig Kommune. Fra Baunehøjen kan man se den tilsvarende høj i Nr. Lem Sogn.

Møborg Sandgrav

Enkeltelementer
Tidligere sandgrav.
Fortælling
Sandgraven blev etableret i slutningen af 1940’erne og var i drift indtil 1992, da ejeren Ove Pedersen (kaldt Ove Sandgrav eller Ove i æ Sandgrav) døde. Ove Pedersen begyndte sin virksomhed med en enkelt lille traktor, men endte med diverse dumpers og andet stort udstyr. Storhedstiden lå i perioden 1960’erne-1980’erne. I midten af 1950’erne var der knyttet en produktion af fliser til sandgraven.
Sandgraven er gravet ind i og ned i kanten af Møborg Bakkeø, og området er i øvrigt bevokset med forvildet løvskov. Det kolossale krater er et storslået syn. Området tilhører i dag Klosterheden Statsskovdistrikt.

Natursti omkring Bonnet i Ramme Sogn

Enkeltelementer
Opholdsplads i Stationshaven, skulpturen ”Mosekonen”, natursti.
Fortælling
Naturstien i Bonnet er anlagt i 1984 på initiativ af beboerne i Bonnet. Det er en grøn sti rundt om byen langs alle de små søer og moser. I området findes en skulptur af Erik Smed, ”Mosekonen”. Stien er et fint eksempel på 1980’ernes og 90’ernes lokale kamp for de små lokalsamfund.