Site Network: Lemvig museum | Skulpturstien | Planetstien | Jens Søndergaards Museum | A. Nevskij udstillingen | Flyvholm redningsstation |

Betania strander 12/12 1921

Kystkultur

Den jyske vestkyst har altid været søfolkenes skræk – ”Jernkysten” kaldte man den i lodsbøgerne. I storm og tåge var det vanskeligt at beregne skibets position på grund af den stærke strøm i Nordsøen, og når man først kunne se kysten, var det for sent at vende med de store sejlskibe. Mange fartøjer forliste derfor på denne del af kysten.

For at hjælpe de skibsbrudne tog en lokal mand i 1840´erne initiativ til at få oprettet et redningsvæsen. Han fik staten gjort interesseret og fra 1847 og frem blev der bygget redningsstationer langs alle Danmarks kyster, de fleste med både en redningsbåd og raketapparater. Men havet var også en ven – eller rettere sagt et sted, hvor man både kunne tjene til føden og lidt til. I mange århundreder drev man vinterfiskeri fra den åbne kyst og sommerfiskeri på Limfjorden, men i 1917 blev der bygget havn i Thyborøn. Det blev én af landets store fiskerihavne med snurrevodskuttere og industritrawlere.