Site Network: Lemvig museum | Skulpturstien | Planetstien | Jens Søndergaards Museum | A. Nevskij udstillingen | Flyvholm redningsstation |

Limfjordsbillede

Museets arbejdsområde

I vedtægterne er Lemvig Museums ansvarsområde beskrevet således:

"Museets ansvarsområde er nyere tids kulturhistorie i Lemvig kommune. Det overordnede formål med museets arbejde er at give brugerne en forståelse af sammenhænge i tid og rum. Museet lægger særlig vægt på at udforske og formidle Vestjyllands kulturhistoriske placering i forhold til omverdenen, herunder Lemvig-egnens rolle i Limfjords- og Nordsøregionen. Desuden arbejder museet med emnerne digtning, kunst, åndsliv og naturvidenskab, hvor disse er af betydning for forståelsen af den lokale kulturhistorie. Museet vægter den lokale forankring højt og skal medvirke bredt til egnens udvikling. Ansvarsområdet kan perspektiveres til middelalder og forhistorisk tid".

I arbejdsplanen for nyere tid er museets arbejdsområde beskrevet således:

Museets geografiske ansvarsområde dækker et areal på 50.681 ha; folketallet er på omkring 22.000. Dette område på cirka 30x40 km udgør fra gammel tid en sammenhængende administrativ enhed (Skodborg-Vandfuld Herreder) og har gennem århundreder udgjort købstaden Lemvigs handelsopland. Strukturændringer i landbrug og fiskeri har sammen med den generelle samfundsudvikling betydet, at området gennem de sidste mange årtier har været præget af en stigende befolkningstilbagegang.
Landskabeligt falder Lemvigegnen i to dele – en nordlig-nordvestlig del med særdeles god morænejord og en sydlig-sydøstlig del med mager hedeslette og moser. Indtil op i 1900-tallet betød det en markant forskel mellem de velstående, markedsorienterede kvægbønder på morænejorden og hedebønderne på de magre jorder, hvor gårdene havde en udpræget selvforsyningsøkonomi. Kvægbrug er fortsat et markant islæt i egnens landbrug, der er præget af omstrukturering med stadig større og færre enheder. Både det moderne kvægbrug og tidligere tiders opdræt af og handel med stude og heste spiller en væsentlig rolle for forståelsen af egnens historie.
Området har helt tilbage i middelalderen været præget af enkeltgårdsbebyggelse uden landsbyer eller jordfællesskab. En stor del af kirkerne ligger derfor ensomt i landskabet uden tilknytning til bebyggelse. 1700-tallets landboreformer med udflytning af gårde og udskiftning af jorden har således ikke spillet nogen rolle for bebyggelsesmønsteret på Lemvigegnen. De nuværende oplandsbyer er opstået i slutningen af 1800-tallet som vejkrydsbyer, stationsbyer, mejeribyer, seminarieby etc. og båret af en kraftig befolkningstilvækst i området.
Gennem mange århundreder var hele Lemvigegnen så godt som træløs, med græsmark på de gode jorder og hede på de magre. En stor del af de gamle hedeområder blev fra 1870erne og frem tilplantet, bl.a. af Klosterheden Statsskovdistrikt, sideløbende med en energisk indsats fra lokale plantningsforeninger. I nutiden har skovrejsning på gamle tidligere opdyrkede hedeområder spillet en rolle.
Lemvigegnen ligger langt fra store bycentre, men har tradition for nær forbindelse med den øvrige del af Limfjordslandet og med landene omkring Nordsøen. Egnen er således en del af en maritim infrastruktur, knyttet både til søfart og erhvervsfiskeri, med udgangspunkt i egnens to havne, Lemvig som den gamle købstadshavn og Thyborøn som 1900-tallets store havfiskerihavn. En væsentlig side af den maritime kultur er de mange strandinger på kysten. Beliggenheden ved Vestkysten har således givet anledning til oprettelse af redningsvæsen, etablering af lodsvæsen og opførelse af Bovbjerg Fyr, mens kystlandets særlige geografi både ved hav og fjord har givet anledning til etablering af kystsikring, dige- og kanalbyggeri, landindvinding og råstofindvinding. Det landsdækkende søredningsvæsen og nutidens kystbeskyttelsesarbejde gennem Kystdirektoratet har begge deres oprindelse på Lemvigegnen. Såvel hav som fjorde (Limfjorden og Nissum Fjord) har været og er stadig genstand for en omfattende statslig regulering på en lang række områder med deraf følgende civil ulydighed og ihærdige forsøg på omgåelse af reglerne.
Forholdet mellem by og opland har været og er præget af hovednæringerne landbrug (primært animalsk produktion) og fiskeri (indtil begyndelsen af 1900-tallet primært kystfiskeri, derefter havfiskeri). Disse erhverv har fra 1600-1700-tallet og til nutiden haft en direkte eksport til fjerntliggende markeder, noget som gennem mange århundreder betød, at den økonomiske magt og deraf følgende sociale dominans lå hos de førende personer og slægter i oplandet. I dette mønster indtog byen en underordnet position som formidler af særlige varer og ydelser, først og fremmest i form af en velforsynet detailhandel, særligt inden for beklædningsbranchen. Disse historiske faktorer har betydet, at byen i nutiden har svært ved at vinde hævd som centerby i kommunen. Derimod har byen bevaret sin tiltrækningskraft som forretningsby, præget af unge selvstændige forretningsindehavere, og godt hjulpet af den helårsturisme, som Vestkysten tiltrækker til området.
Området bindes sammen af identitetsskabende faktorer som et lokalt dagblad, Lemvig Folkeblad, og af en lokal privatbane, VTLJ, som omfattes med kærlig ironi, blandt andet udtrykt i sangen af samme navn af gruppen ”Tørfisk” fra Thyborøn.
Industrielt har egnen været og er karakteriseret af mindre virksomheder, ofte vokset frem ved en lokal enkeltpersons indsats. Virksomhederne ligger derfor spredt i hele området og er ofte ejerledede, i flere tilfælde gennem flere generationer. Der er typisk tale om højt specialiserede maskinfabrikker samt virksomheder, der er relaterede til landbrug og fiskeri. Væsentlige store industrier er Cheminova på Harboøre og industrimiljøet omkring Thyborøn Havn. En helt speciel virksomhed er Hornvarefabrikken Husflid i Bøvlingbjerg med rødder tilbage i begyndelsen af 1800-tallet og samtidig et spejl af Lemvigegnens nære forbindelse til landene omkring Nordsøen; man anvendte nemlig allerede fra begyndelsen sydamerikanske oksehorn, som købmændene i Lemvig importerede fra Hamburg.
Området har været og er præget af stærke åndelige bevægelser (grundtvigianisme og Indre Mission). Det har givet anledning til et markant menighedsliv og foreningsliv samt til en række efterskoler og friskoler, som har præget og stadig præger egnen. Et særligt skolemiljø har gennem mere end 100 år eksisteret i Nørre Nissum, primært omkring Nørre Nissum Seminarium. Der er to valgmenighedskirker på egnen, i Lemvig og Bøvling.
Flere kunstnere har haft deres liv og virke på egnen (digteren Thøger Larsen, malerne Niels og Kr. Bjerre og Jens Søndergaard samt billedhuggerne Torvald og Ejgil Westergaard). Kunst, sang og musik er også i nutiden et markant islæt i befolkningens dagligdag. Fra slutningen af 1800-tallet og op i 1900-tallet fungerede steder som Bovbjerg Badehotel, Klostermølle i Gudum og sagfører Orla Buhls hjem i Lemvig som rammen om et kunstnerliv, der især omfattede forfattere og malere med tilknytning til Limfjordsområdet (Kr. Bjerre, Niels Bjerre, Jens Søndergaard, Thøger Larsen, Johannes Buchholtz, Jeppe Aakjær, Johan Skjoldborg, Nis Petersen, Otto Gelsted, Jens August Schade m.fl.). Gennem sin videnskabelige interesse for himmelrummet har Thøger Larsen forenet kunstens og naturvidenskabens verden. Kombineret med det faktum, at astronomen Chr. Longomontanus var født på Lemvigegnen, har det bidraget til at give både Lemvig Museum og Lemvig Gymnasium en markant astronomisk profil.
Den vestjyske natur med hav, fjord og strandenge danner rammen om traditionelle bierhverv og fritidssysler som jagt og fiskeri samt for moderne fænomener som turisme, sommerhusliv, badeliv, vandreture og lystsejlads. Denne natur udgør endvidere ofte en kampzone for modstridende interesser - mellem planlægning, beskyttelse og benyttelse. Naturen, herunder det barske vejr, spiller således på flere måder en væsentlig rolle for befolkningens tilværelse og selvopfattelse.


De emner, som museet arbejder med, tager således sit udgangspunkt i det liv, som folk på Lemvigegnen har levet gennem mange hundrede år – men vi interesserer os ligeså meget for nutiden som for fortiden.