Site Network: Lemvig museum | Skulpturstien | Planetstien | Jens Søndergaards Museum | A. Nevskij udstillingen | Flyvholm redningsstation |

forarbejde til udstillingen

Alexander Nevskij-samlingens historie

Historien om Alexander Nevskij har været en del af Lemvig Museums interesseområde helt fra begyndelsen. I 1931 købte bestyrelsen på det nystartede museum et skrivebord fra Alexander Nevskij for 117 kroner. Næste år blev der råd til 6 stole til 125 kroner, og i 1933 til den nyudkomne bog om admiral Oscar von Kræmer – ”Från Hav och Hov”. I 1938 brugte man 90 kroner til en ny sofa, som man gav Lemvig Toldkontor mod til gengæld at få deres sofa fra Alexander Nevskij. Det var mange penge i et budget, der lå under 1.000 kroner i de første år. Men det var en vigtig historie for de mennesker, der tog initiativet til egnens første museum.
Det er karakteristisk, at man de første år måtte købe eller bytte sig til tingene. I 1931 byttede man sig således til en messingknage med den russiske flådes ankermærke hos en mand på Knopper. Han har sikkert fået en almindelig moderne knage i stedet for. Siden begyndte museet at modtage tingene som gaver.
Det har altid været en populær samling at vise rundt i, men den kom aldrig helt til sin ret i det gamle Vesterhus med de små rum.
Derfor begyndte man i 2004 at arbejde for at flytte samlingen ud i en helt ny udstilling gerne tæt på havet – og tæt på det sted, hvor skibet forliste. Resultatet blev den nuværende Alexander Nevskij-udstilling i Kystcentret Thyborøn. Med undtagelse af nogle få møbler, som der ikke var plads til, rummer denne udstilling hele Lemvig Museums samling.

De enkelte tings historie
Her vil vi løbende lægge oplysninger ind om de ting, som man kan se i Alexander Nevskij-udstillingen på Kystcentret i Thyborøn.